Danerne slår irerne i hovedbold 4.5/5 (4)

Hovedbold vikinger

Med fem hoveder mod nul slog danerne det irske hovedboldlandshold efter en dramatisk kamp. Landstræner Harald Hårreides bersærker fører nu Mimers Cup.

Hovedbold er mere end blot at rende rundt og sparke til afhuggede hoveder. Det kræver stærk fysik, stor disciplin, god spilforståelse og taktisk snilde at få hovedet i mål. Og det udviste danerne til fulde, da de besejrede de bravt kæmpende irere med 5 – 0 på irernes hjemmebane.

Fra start satte irerne danerne under et stærkt pres. De forsøgte sig med lange hoveder op i danernes målfelt, som de tykpandede irske angribere blot skulle sætte skallen på og nikke ind. Men danernes målmand, Thorleif Stærkarm, greb resolut samtlige glatte munkehoveder – flere gange med én hånd, og efter kort tid havde irerne skiftet tre skalleskadede spillere ud uden at fremtvinge en eneste scoring.

Scorer på dødhovedsituation

Det gav danerne mere plads på midtbanen. I den velkendte daner-stil holdt spillerne hovedet tæt til jorden. De kørte irerne trætte med godt positionsspil, mange hurtige pasninger og dybe løb uden hoved. Men det kneb med åbenlyse chancer, og der skulle en dødhovedsituation til, inden den første scoring var en realitet.

Fra kanten af målfeltet skruede Sigurd Sparkiglad hovedet uden om den irske skjoldborg og direkte i nettet uden chance for målmanden. 1-0 til danerne! Og efter godt et halvt timesglas spil kunne stadiontrællen sætte det første af i alt fem hoveder på målspyddene.

Allerede få sandkorn senere lå hovedet igen og grinte bag den irske målmand. Efter en kontant tackling med sværdet forrest erobrede Halgrim Benbrækker hovedet, og efter et langt træk op langs kanten af banen lagde han et fladt hoved indover, som Hikglas Bendtnerssøn blot skulle sætte tåen på, og danerne kunne gå til mjødpausen med en fortjent 2-0 føring.

Danerne gik på banen efter mjødpausen og fortsatte det gode spil, for som landstræner Hårreide siger, så er 2-0 den farligste føring. Det var dog uden Hikglas Bendtnerssøn, som fik for meget mjød i pausen og derfor måtte skiftes ud efter at have raseret omklædningsrummet.

Fuldbyrdet hjelmtick

Efter et kvart timeglas gav danernes overlegne spil bonus. Orngrim Svingrimssøn sendte et perfekt sparket hjørnehoved ind i målfeltet, hvor Ragnar Skallesmækkerssøn satte skallen på, og elegant drejede han hovedet forbi en chanceløs målmand til 3-0. Modsat irerne spillede danerne med hjelm, og Skallesmækkessøn kunne fortsætte kampen med blot en brækket næse.

Og så var det som om irerne opgav kampen. De fandt det hovedløse spil frem. Lovsigemanden gav Eogan O’ Flagallant en advarsel for at undskylde en tackling, mens Brendan O’ Bailleys blev lyst fredløs for ikke at bruge økse mod modstanderne. Det medførte et straffehoved, som Sigurd Sparkiglag sikkert satte ind til 4-0. Han fuldførte sit hjelmtrick, da han i dommerens overtid flot saksersparkede hovedet i rusen til det fortjente slutresultat: 5-0.

Tilfreds træner: De gik bersærk, når de skulle

Det var en tilfreds træner Hårreide, som efter kampen roste sine spillere.

”De læste spillet og dæmmede godt op for irernes lange skallesmækkerhoveder. De kæmpede bravt og gik bersærk, når de skulle. Vores kontrollerede midtbanefylking gav ikke irerne nogen plads, og så var det let for vores spydspidser at komme igennem på fløjene”, sagde landstræneren, der glæder sig over sejren og den solide føring i Mimers Cup.

Han ser frem til næste kamp, hvor danerne møder angelsakserne, som på hjemmebanen, Stamford Bridge, overraskende besejrede Norge i en voldsom kamp, men landstræner Hårreide regner ikke angelsakserne for nogen trussel.

”Vi har slået angelsakserne utallige gange, og de spiller som geder, der har fået spat. Selv om Hikglas Bendtnerssøn ikke bliver ædru til kampen, så er vores reservebænk det rene Valhalla”, siger landstræneren, som håber på at møde Island i finalen. De kan ifølge landstræneren ikke andet end at klappe i hænderne og råbe: ’HUH!’.

Tegning: Mester Ictum.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Danerne slår irerne i hovedbold"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*