Ny eksklusiv badstue åbner – wellness er det nye purpur 4.88/5 (8)

Wellness-bølgen har for alvor bidt sig fast i danskerne. Snart åbner Rosengårdens Badstue med både tørre og våde bade, moderne behandlinger og gastronomi på højt niveau. Badegæster bliver big business, forudser ejeren Magnus Badsvend.

Badstuen lukker sine døre op på Sankt Cosmas dag, så der er travlhed, da Satyren, som det første medie, har fået adgang til er smugkig på dét, der kan blive byens hotteste badehus.

Stedets ejer Magnus Badsvend viser os stolt rundt og starter med omklædningsrummet, hvor gæsterne kan tage deres tøj af. Ved siden af ligger fyrrummet, og i selve baderummet dvæler han ved de store trækar, som folk skal sidde i under de våde bade.

– De her har ikke været helt billige, siger han og lader hånden løbe langs kanten.

– Pommersk fyr og garanteret splintfrit. Ingen skal gå herfra med splinter i enden.

Køber man ‘Dorothea-guldpakken’ er der aftensmad med i prisen. Det bliver ikke almindeligt kød som får eller okse. Til de virkeligt kræsne kunder serverer vi fedt flæsk af fritgående oldensvin

Magnus Badsvend lægger vægt på de udsøgte omgivelser og fortæller engageret om de forskellige menuer og ekstrabehandlinger, gæsterne kan købe under deres ophold.

Fast bartskærer og åreladning

Rosengården har allerede truffet aftale med en bartskærer, som vil komme to gange om ugen, så folk kan få skåret deres hår.

– Åreladning bliver en fast del af programmet, og vi regner med snart at udvide med både igler og kopsætning, så man rigtigt kan forkæle sig selv, siger Magnus Badsvend og uddyber:

– Det gælder jo også om at få renset kroppen indvendigt, så de fire forskellige legemsvæsker er i balance. I Rosengårdens Badstue arbejder vi ud fra de nyeste, videnskabelige resultater.

Gastronomi for de kræsne

Maden kommer til at holde den samme høje standard, som kendetegner resten af stedet. Magnus Badsvend forsikrer, at Rosengårdens særlige specialøl brygges med respekt for danske traditioner, og selvfølgelig på lokal byg.

– Er det tynde øl ikke efter kundernes smag, vil de også kunne få krydret, frankisk vin med hjemmeslynget honning, fortæller han ivrigt og fortsætter:

– Køber man ‘Dorothea-guldpakken’ er der aftensmad med i prisen. Det bliver ikke almindeligt kød som får eller okse. Til de virkeligt kræsne kunder serverer vi fedt flæsk af fritgående oldensvin.

I dag skal alting gå så hurtigt. Tidligere havde man for eksempel tid til at bruge de år, det nu tager, at lave en bog. Nu skal det hele trykkes i mange eksemplarer og i løbet af et øjeblik. Følge med i alle disse tryksager skal man også

Magnus Badsvend kalder på en karl, som fremviser et antal specialfremstillede træplader. Pladerne er beregnet til at lægge på tværs af de store trækar, så kunderne kan spise uden at stå op af vandet.

Men hvorfor er der overhovedet brug for badstuer? Magnus Badsvend mener, at det hænger sammen med tidens forjagede kultur.

– I dag skal alting gå så hurtigt. Tidligere havde man for eksempel tid til at bruge de år, det nu tager, at lave en bog. Nu skal det hele trykkes i mange eksemplarer og i løbet af et øjeblik. Følge med i alle disse tryksager skal man også. Der er ikke noget at sige til, at folk bliver stressede. Men i badstuen kan du koble af, tiden er din egen. Her er du også fri for at tænke på laugspolitik, pest og pokker”.

Udnyt mulighederne inden renæssancen

En badstue kan blive en yderst rentabel forretning, og Magnus Badsvend regner med at kunne tjene mindst 10 -15 mark sølv om året på sin nye virksomhed. Men han understreger, at det er en hård branche.

– Man må også tænke på fremtiden, pointerer han.  Lige om lidt kommer renæssancen, og så véd man jo ikke, hvad der sker. Der kan måske nemt gå 400 år eller mere, før denne form for badning igen bliver moderne. Så det gælder om at være både innovativ og kvalitetsbevidst, så man kan udnytte mulighederne, mens de er der.

 

Vurder denne artikel

2 Kommentarer på "Ny eksklusiv badstue åbner – wellness er det nye purpur"

  1. Jesper Farbøl | 8. april 2018 ved 13:07 | Svar

    Er denne Badsvend ikke en lurendrejer? Alle ved jo, at øllet i København er sølle og skident, så de traditioner skal man vist ikke stole på. Næh, hvis han bød på lybsk øl eller Mumme fra Braunschweig, kunne man overveje et besøg. Men badepigerne ser da vakre ud.

    • Papposilenos | 8. april 2018 ved 15:20 | Svar

      Det forlyder fra pålidedelige kilder, at Magnus Badsvend har brudt kongens fobud mod handel med den tyske Hansa. Han vil hente lybsk øl og Braunschweiger Mumme i de dertil indrettede markeder, som ligger ved grænsen. De første oksekærrer er sendt af sted.

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*