Folkemødet 2018 er et historisk Folkemøde. Aldrig før har historiske personer indtaget så central en rolle som i år. Bortset fra en enkelt krigserklæring mod Sverige og et kætterbål forløber det nogenlunde fredeligt.
Det tager ikke mange minutter før, det går op for Satyrens udsendte, at Folkemødet 2018 er ramt af en historisk invasion. Aldrig nogensinde før har så mange historiske personer været samlet på Bornholm.
De er overalt. Høj som lav og fra alle stænder. Bonde, borger og adel samt ikke mindst historiens store personligheder.
I et øltelt møder jeg J.F. Struensee, der sammen med Christian 7. og Støvlet-Cathrine tømmer ølkrus og under stor morskab udskriver forordninger. Jeg løber jeg ind i Baron von Münchhausen, som under den stærke middagssol giver Alternativets Uffe Elbæk gode råd.
Forrest i køen til Kriminalforsorgens arrangement, hvor folk kan prøve en fodlænke, opdager jeg justitsminister P.A. Alberti fordybet i samtale med Rigshofmester Corfitz Ulfeldt. Lidt derfra taler D.G. Monrad og Søren Krarup intenst om Danmark til Ejderen.
Jeg slår et slag forbi DJØF-pavillonen, hvor de gør klar til dagens hovedtaler. Det er Peder Schumacher Griffenfeld, der skal tale om old public management
Og jeg hilser kort på Hendes Majestæt Margrethe 1., som er på vej til Europabevægelsens stand for at tale om kunsten at holde unioner i live.
Griffenfeld taler om old public management
De historiske personligheder er her ikke bare for sjov, de er også aktive oplægsholdere og deltagere i paneldebatter.
Tidligere i dag oplevede jeg stor diskussionslyst, da Christian 5. i en debat med justitsminister Søren Pape Poulsen skød det nyligt vedtagne maskeringsforbud ned. Ifølge kongen indeholder Danske Lov et udmærket forbud mod julelege og fastelavnsløb, som dækker behovet.
Politiet forhindrede i sidste øjeblik, at præster fra Christian 4.’s heksekommission brændte Ditte Giese og Henrik Marstal på et kætterbål efter et meetoo-arrangement hos Kvinfo
Jeg slår et slag forbi DJØF-pavillonen, hvor de gør klar til dagens hovedtaler. Det er Peder Schumacher Griffenfeld, der skal tale om old public management. Ifølge DJØF’s Folkemødeansvarlige Ursula Reynearck er det opstået som en modreaktion på effektivitetskravene i moderne forvaltning.
– Old public management er DJØF’enes svar på slow cooking og simple livning, hvor vi tilstræber at administrere helt uden excell-ark. Mange af os har glemt, hvordan man bruger papir og blæk, og selv om vi ikke skal tilbage til gåsefjerens tid, er det sundt at minde os selv om, at vi kan gøre det enklere, siger Ursula Reynearck.
Ville brænde feminister på bål
Jeg melder min ankomst i arrangørpavillonen for at høre, om arrangørerne af Folkemødet har haft særlige udfordringer med at integrere de mange historiske personer i det folkelige koncept, som Folkemødet er.
Helga Kofoed-Kofod, som er ansvarlig for historisk deltagelse i Folkemødet, fortæller over en kop kaffe, at det for nogen har været vanskelligt.
– De har det svært med den frie og uformelle omgangstone og dialogprægede tilgang til konfliktløsning, der hersker i vores tid. Det er til at leve med, at Christian 7. konstant udsteder forordninger, der sløjfer ølteltets lukketider. Vi oplever også enkelte skuffede historiske personer, som overfuser deres moderne biografister med anklager om karaktermord, siger hun, og finder endnu et eksempel.
På et tidspunkt tændte de to konger af. De kaldte hinanden for de værste ting, og til slut erklærede de hinanden krig
Politiet forhindrede i sidste øjeblik, at præster fra Christian 4.’s heksekommission brændte Ditte Giese og Henrik Marstal på et kætterbål efter et meetoo-arrangement hos Kvinfo.
Erklærede Sverige krig
Helt galt gik det, da Frederik 4. og svenskernes konge Karl 12., inviteret af Nordisk Råd, talte om nordisk postmonarkialt samarbejde i et globaliseret perspektiv i relation til Donald Trumps isolationsdoktrin.
Helga Kofoed-Kofod fortæller, at det begyndte ganske fredeligt.
– Ordstyreren, Clement Kjersgaard, talte uafbrudt i de første 20 minutter, men derefter tog begivenhederne fart, fordi han konstant afbrød de to konger, udæskede dem og spidsvinklede deres ellers fornuftige argumenter mod hinanden. Han kørte dem op i en spids. På et tidspunkt tændte de to konger af. De kaldte hinanden for de værste ting, og til slut erklærede de hinanden krig, fortæller Helga Kofoed-Kofod, som stadig er rystet over begivenhederne.
Mens hun peger mod en svag røgfane i det fjerne, fortæller hun, at Beredskabsstyrelsen stadig er i færd med efterslukningen, og at Clement Kjersgaards tilstand er stabil. Hun tilføjer, at det danske og svenske udenrigsministerium har udredt trådene og standset generalmobiliseringen.
Indfører etiske regler
På mit spørgsmål om det efter gårsdagens begivenheder er slut med historiske personers deltagelse, svarer Helga Kofoed-Kofod, at de er kommet for at blive, men næste år skal de leve op til et sæt etiske regler.
Med de ord siger vi farvel. Jeg går ud i den dejlige bornholmske sommersol, passerer Marsk Stig, der står og sludrer med Henrik Sass Larsen og Suzuki-Torben, og sætte kurs mod Folkekirkens scene.
Her venter en spændende samtale mellem profeten Muhammed, Jesus Kristus, Marie Krarup, N.F.S. Grundtvig, Birgitta af Vadstena og Xenia Stampe. De skal sammen med Brødremenigheden i Christiansfeld tale om religiøs tolerance og religiøse mønsterghettoer. Jeg tager plads ved siden af Thomas Kingo. Vi hilser pænt på hinanden, mens ordstyrerne Carsten Jensen og Sørine Godtfredsen byder velkommen.
Jeg læner mig tilbage. Det er sommer. Solen skinner. Det er Folkemøde. Hvad kan gå galt.
Tegning: Mester Ictum
Be the first to comment on "Historiske personer slår sig løs på årets Folkemøde"