Hvidvask af tulipanløg for milliarder af gylden har fundet sted i Danske Banks nederlandske filial. Nederlandenes finanstilsyn konkluderer, at det var en væsentlig årsag til, at tulipanbørsen endte i en boble, der sprang.
Skandalen om hvidvask i Danske Bank når nye højder. Det nederlandske banktilsyn mistænker nu Danske bank for at være dybt involveret i hvidvask af tulipanløg, der bidrog til, at den nederlandske tulipanbørs endte i en boble, som bristede.
Den konklusion kan læses i finanstilsynets rapport oven på det billionstore tulipankrak, som ruinerede mange nederlændere. Folk gik fra hus og hjem. Børn sultede. De mest desperate byttede malerier af Rembrandt for brød og goudaost, og landet endte i en dyb økonomisk krise.
Vores undersøgelse afdækker, hvordan sække med billige skalotter og zittauerløg strømmede ind i banken og kort tid efter forlod den igen som kostbare tulipanløg
Direktør for finanstilsynet Hieronymus de Geldbuidel forklarer, at kriminelle bagmænd benyttede Danske Banks filial i Antwerpen til at forvandle helt almindelige løg til tulipanløg, som på den måde blev mange tusind gylden værd.
– Vores undersøgelse afdækker, hvordan sække med billige skalotter og zittauerløg strømmede ind i banken og kort tid efter forlod den igen som kostbare tulipanløg, der gav store fortjenester til bagmændene, siger Hieronymus de Geldbuidel.
Han fortæller videre, at de mange falske løg blev solgt til dumpingpriser. Det øgede efterspørgslen og pressede priserne opad, og folk brugte formuer på løg. Men tulipanboblen bristede, da de falske tulipanløg ikke voksede op og sprang ud i flotte farver, men mere egnede sig til quiche lorraine og løgsuppe.
Bank hvidvasker sig selv
I en intern, uafhængig undersøgelse vedkender Danske bank, at der kan være foretaget hvidvask af tulipanløg, men banken frikender sig selv for ethvert juridisk ansvar sammen med den nu afgåede administrerende direktør, Tomas van Borgen, der selv var leder af filialet i Antwerpen, mens løgvaskeriet fandt sted.
Danske Bank har ydet et meget stort offer. Alene det gyldne håndtryk til Tomas van Borgen er på 13 millioner tulipanløg
Bankens nytiltrådte nederlandske direktør Jaap van Witwassen-Zwaartgeld erkender, at der er begået fejl, og set i bakspejlet var der signaler, som ledelsen skulle have opdaget.
– Ja, vi burde have undret os, da en kunde rasede over, at vi ved en fejl var kommet til at snitte nogle af hans løg til hotdogs under en personalefest. Løgene smagte, som løg nu en gang smager. Kokken burde have reageret på, at de ikke smagte som tulipanløg, og han er derfor fyret og bortvist, siger Jaap van Witwassen-Zwaartgeld.
Politianmelder Danske Bank
Han tilføjer, at det i tider, hvor mange bleger løgene, er vanskeligt at undgå brodne kar, men at banken med Tomas van Borgens frivillige fratrædelse har gjort meget for at udvise anger.
– Danske Bank har ydet et meget stort offer. Alene det gyldne håndtryk til Tomas van Borgen er på 13 millioner tulipanløg. Det viser, hvor store omkostninger Danske Bank er villig til at bære, og det gør mig meget stolt, udtaler Jaap van Witwassen-Zwaartgeld og fortsætter:
– Vi lever altså i år 1637, hvor der hersker en langt større bevidsthed om, at banker har et ansvar. Derfor planter banken også en promille af fortjenesten i en sansehave for døvstumme træskosnittere i Haarlem
Han garanterer i samme åndedrag, at Danske Bank aldrig nogensinde igen ender i en hvidvaskskandale og tilføjer et: “Ama’r”.
Den garanti, er dog ikke tiltrækkelig for det nederlandske finanstilsyn. Det har meldt Danske Bank til politiet for overtrædelse af den europæiske forordning om hvidvask af grøntsager og prydplanter.
Illustration: Mester Ictum.
Be the first to comment on "Danske Bank brugt til hvidvask af nederlandske tulipanløg for milliarder"