Selvkørende kærre vil revolutionere færdslen

Tysk alkymist præsenterer den hesteløse kærre, som med tiden skal blive folkets vogn. Satyren var med.

Videnskab og teknologi bevæger sig fremad med stormskridt. Ikke siden antikken har verden oplevet et lignende væld af ideer og opfindelser. Mikroskoper, teleskoper, regnemaskiner – og nu kommer dét, der måske er den største af dem alle: den selvkørende kærre.

På et velgemt sted nær Wolfsburg øst for Braunschweig har et konstruktionsteam under ledelse af den tyske alkymist Ferdinand P. Vehiculum i største hemmelighed arbejdet med projektet. Der er nu opnået så gode resultater, at Vehiculum og hans gruppe vil præsentere resultaterne for offentligheden.

Derfor sidder Satyren, sammen med en gruppe udsendte fra andre medier, bænket i en stor lade. Den ene halvdel af laden rummer et podie, der er delvist dækket af et grønligt tæppe. Sammen med to unge skuespillere, begge klædt ud som Venus, går Ferdinand P. Vehiculum op på podiet og et antal usynlige trompetister istemmer en fanfare.

Kærrens baghjul er væsentligt større end forhjulene, så vognen på den måde altid kører nedad og således udnytter tyngdekraften

Den tyske konstruktør er klædt i mørke fløjlsbukser, vams, og bærer en slags lang, hvid trøje ud over. Vores sidemand hvisker, at sådan klæder videnskabsmænd sig i Tyskland. Tilskuerne klapper begejstret, og det grønne tæppe trækkes til side. Dér står den: den selvkørende kærre!

Kan allerede køre ned ad bakke

Kærren ligner til forveksling en almindelig kærre og Ferdinand P. Vehiculum gennemgår konstruktionen. Køretøjet er fremstillet i gedigent egetræ, og har to hjulsæt, da det er meningen, at den med tiden skal kunne bruges til persontransport. Indtil videre minder den derfor mest om en almindelig arbejdsvogn. Alt er forarbejdet af grundige, tyske vognmagere, og forsynet med nyeste teknologi i både nav og ophæng.

Kærrens baghjul er væsentligt større end forhjulene, så vognen på den måde altid kører nedad og således udnytter tyngdekraften, som godt nok ikke er erkendt endnu.

Vi får lov at træde nærmere for at stille spørgsmål. Kollegaen fra Den Ridende Postillion vil gerne vide præcis, hvordan kærren fungerer. Ferdinand P. Vehiculum har glædet sig til spørgsmålet og forklarer, at den allerede er så langt fremme i udviklingen, at den kan køre ned ad bakke.

Kærren placeres på toppen af en bakke. Bremserne slås fra, og efter et ganske let skub af et par karle ruller kærren afsted med god fart mod sit bestemmelsessted. I vognkassen er der et skjult rum til vognstang og hammel, så derefter er det blot at ride efter med to heste, spænde dem for og trække kærren hjem.

Først til mølle

De to Venuser vimser rundt om kærren og demonstrerer med lette bevægelser, hvor let vognstang og hammel pakkes ud. Omsider er det Satyrens tur til at stille et spørgsmål:

Hvordan skal kærren fungere i dagligdagen? Også dette spørgsmål er Ferdinand P. Vehiculum glad for at få:

– Kærren vil i første omgang være en væsentlig lettelse for landbruget. Bonden placerer sine kornsække i kærren, den skubbes til start, og ruller afsted til mølle. Enhver véd, at den, der kommer først til mølle også får først malet. Altså en betydelig effektivisering, forklarer han, og de omkringstående nikker.

Med midler fra guldmageriet vil man kunne betale for udvikling af en ‘perpetuum mobile’ – en evighedsmaskine – der kan drive kærren

Der er en åbenlys udfordring i, at møller normalt ligger højt i landskabet. Men også dette har Ferdinand P. Vehiculum en løsning på. Møllerne skal flyttes til lavere liggende placeringer, og forsynes med særlige ‘mølletårne’. Her opsættes vingerne, og kan på dén måde fortsat levere tilstrækkelig kraft til mølleværket. Desuden skal der anlægges specielle ‘mølleveje’ og bøndergårdene flyttes hen i deres nærhed.

Finansiering via guldmageri

På spørgsmålet om finansiering smiler Ferdinand P. Vehiculum bredt. Dét bliver ikke noget problem:

– Man skal huske, at alkymien er meget langt fremme i processen med at skabe guld. Dét vil utvivlsomt være muligt inden for en overskuelig tid, og så er finansieringen på plads. Inden år 1600 vil det være løst; møller og gårde er flyttet, vejene anlagt, og den selvkørende kærre er det væsentligste transportmiddel til arbejdsbrug.

Ferdinand P. Vehiculum tilføjer, at alkymien også til den tid vil have haft en væsentlig rolle i den videre udvikling af kærren. Med midler fra guldmageriet vil man kunne betale for udvikling af en ‘perpetuum mobile’ – en evighedsmaskine – der kan drive kærren, som derefter også kan anvendes til persontransport.

Illustration: Mester Ictum