Nationalmuseet har indledt samarbejde med den verdensberømte stenalderentusiast Fred Flintstone. Han skal nyfortolke museets stenalderudstilling. Historikere sprutter af raseri.
– YABBA DABBA DOOOOO!
Skriget runger, og ekkoet rikochetterer som projektiler på væggene i Nationalmuseets stenalderudstilling. Museumsgæster farer sammen i chok. Et barn begynder at græde.
Det voldsomme råb af begejstring kommer fra en trind, mørkhåret mand i orange leopard outfit og blåt slips. Han er netop trådt ind i udstillingen sammen med sin familie og Nationalmuseets direktør Rane Willerslev.
Jeg er vokset op med The Flintstones i fjernsynet, og Fred har enorm stor viden om stenalderen, siger Rane Willerslev med begejstring i stemmen
Manden er den amerikanske tegnefilmstjerne Fred Flintstone. Hans mission er at designe en ny stenalderudstilling, hvor stenalderikonet, urokseskelettet fra Vig, og de andre fund iscenesættes påny.
– Jeg glæder mig VILDT meget til at gøre den her TALENTLØSE udstilling GREAT AGAIN og vise, hvordan folk levede og havde det SÅ sjovt, for det er LØGN, at stenalderens mennesker var kedelige og latterlige, siger en overstadig Fred Flintstone.
Drøm går i opfyldelse
For Rane Willerslev er det en stor drøm, der går i opfyldelse.
– Jeg er vokset op med The Flintstones i fjernsynet, og Fred har enorm stor viden om stenalderen, siger Rane Willerslev med begejstring i stemmen.
Han tilføjer, at Fred Flintstone har prøvet det hele på egen krop og kan tilføre udstillingen noget vildskab, som giver os velfærdsdanskere et nyt perspektiv på stenalderen.
Imens Fred Flintstone udpeger, hvor stenmøblerne og TV-et skal placeres og viser reptilhunden Dino, hvor dens kurv skal stå, forklarer Rane Willerslev, at Nationalmuseet skal emme af oprigtig autenticitet.
Jeg kan leve med, at Willerslev indlader sig med en tegneseriefigur; dem er der i forvejen mange af på Nationalmuseet
– Gæsterne skal helt tæt på virkelige stenaldermennesker, så de kan se, at vi har vildt meget til fælles. Det er enormt altafgørende, at gæsterne oplever det levede stenalderliv på en sjov, sanselig måde, som ikke keder dem, lyder det fra Willerslev.
Han skynder sig efterfølgende hen for at hjælpe fru Wilma Flintstone med at fylde ting i montrer.
Dilettantisk Trump supporter
Samarbejdet med Fred Flintstone møder voldsom kritik blandt historikere og arkæologer.
I en kommentar på det digitale medie PIV. International retter historiker Jakob Siirup en sønderlemmende kritik mod Rane Willerslevs flirten med Fred Flintstone, som han finder uværdig.
Siirup skriver blandt andet i kommentaren: ”Jeg kan leve med, at Willerslev indlader sig med en tegneseriefigur; dem er der i forvejen mange af på Nationalmuseet, men Fred Flintstone er en selvpromoverende, rabiat Donald Trump støtte og en dilletant uden begreb om udstillinger”.
Historikeren finder det dybt problematisk, at Nationalmuseet samarbejder med en mand, som dagligt foretager ulovlige udgravninger: ”Alle som har set serien ved, at Fred Flintstone arbejder i et stenalderstenbrud, men som ikke faguddannet arkæolog er det forbudt at grave på stenalderlokaliteter”, harcelerer Jakob Siirup.
VED ALT om stenalderen
Fred Flintstone afbryder modvilligt arbejdet med at stille sine bowlingtrofæer op i en montre af sandsten for at svare på kritikken.
– FAKE NEWS MEDIERNE skriver kun LØGNE om, at jeg er en uvidende dilettant, men jeg har lavet flere HUNDREDE episoder på TV, så jeg VED ALT om stenalderen, meget mere end de der UDSKIDTE …
Interviewet afbrydes pludseligt af et voldsomt brag, og en alarm hyler. På gulvet ligger urokseskelettet forvandlet til en rodet bunke knogler. Dino kommer logrende og i fuldt firspring med en lårknogle i flaben.
Fred Flintstone stivner. Så råber han:
WIIIIILMAAAA!
Foto: Nathan Rupert.
Be the first to comment on "Fred Flintstone skal designe Nationalmuseets nye stenalderudstilling"