Kritisk historisk journalistik, reportager fra historiens brændpunkter, magasinprogrammer og satire. Det kan blive virkelighed, hvis DAB-kanal genudbydes, og Radio Satyren vinder.
Radio 24Syv og Radio Loud skal kæmpe mod mediehuset Satyren, hvis Folketinget vælger at genåbne udbuddet om DAB-kanalen, som Radio Loud stik imod alle planer vandt i sidste uge. Det fremgår af en lækket ansøgning, som blev præsenteret på Satyrens seneste bestyrelsesmøde, der fandt sted på slottet Versailles i Paris.
Bestyrelsesformand Karl Friedrich Hieronymus, Baron von Münchhausen bekræfter, at Satyren går ind på markedet for taleradio med en historisk kanal. Den bliver landsdækkende bortset fra i nogle få yderområder i ældre stenalder.
– Radio Satyren bliver den eksperimenterende kanal, der vover sig derud, hvor ingen andre tør være, hvor vi beskriver historien for lytterne, mens den bliver til historie, siger von Münchhausen.
Ifølge bestyrelsesformanden kan lytterne se frem til dagsordenssættende journalistik, hvor Satyrens dødsforagtende korrespondenter rapporterer fra stormen på Bastillen, følger den dramatiske retssag mod Marie Stuart, er helt ude i frontlinjen under slaget ved Dybbøl og med, når de germanske migrationsbølger vælter ind over Romerrigets grænser.
– Det hele sker live fra en parcelhushave i Ballerup, hvor Satyrens korrespondenter er direkte igennem til studiet og højt profilerede studieværter en gang imellem lader den udsendte komme til orde, fortæller von Münchhausen.
Hitler bliver studievært
Som studieværter hyrer Radio Satyren kendte historiske personer, der skal binde fortiden og nutiden sammen. Edward Brandes anmelder teater, indtil han sætter skoene i en duel. H.C. Andersen får sit eget litteraturprogram sammen med Leonara Christina Skov, mens Ludwig van Beethoven bestyrer den klassiske musikflade for hørehæmmede.
I programmet Verden ifølge Adolf og Josef analyserer to verdensberygtede diktatorer nutidens politiske landskab, og i magasinet Vantro rister Martin Luther jøderne og samtlige paver og helgener.
Radio Satyren vil ifølge ansøgningen også beskæftige sig med tilværelsens nære ting.
I programmet Fremtid hjælper Nostradamus lytterne med at træffe vanskelige beslutninger. Hverdagens små fortrædligheder tages op på en banebrydende måde i magasinet Familiespejlet, hvor Kejser Wilhelm 2 af Tyskland., Zar Nikolaj 2. af Rusland og George 5. af England taler om familiekriser og rådgiver lytterne.
I Patriarkatets Pest afhører kvindesagsforkæmpere som Matilde Fibiger en række fremtrædende mænd, der hader kvinder. Kong Frederik 5. har sagt ja til at deltage.
Satyren svag på satire
På satirefronten indrømmer von Münchhausen, at Radio Satyren er alvorligt udfordret.
– Satiren er vores akilleshæl, men jeg er sikker på, at vi finder på noget sjovt, inden vi går i luften. Om ikke andet kan vi jo lade en spydig overvægtig mand i dametøj harcelere over historiens fortrædeligheder, siger han og nævner Winston Churchill.
Nyheden om Satyrens mulige indtog på DAB-radio kommer bag på mediehuset Satyrens medarbejdere, som holder fagligt møde. Til gengæld bekymrer en ny bejler ikke Radio 24Syvs chefredaktør Jørgen Ramskov.
– Jeg tager gerne endnu et nederlag med ophøjet ro, da Radio 24Syv helt sikkert vinder næste genudbud eller det næste igen, siger Jørgen Ramskov.
Foto: Britt-Marie Sohlströms bedstefar, Flickr.
Be the first to comment on "Radio Satyren klar hvis udbud om DAB-radio genåbnes"