Nord- og Sydstater går sammen om at fjerne Donald Trump 4.68/5 (19)

Den amerikanske borgerkrig er sat på stand by. De stridende parter går midlertidigt sammen om at fjerne Donald Trump fra Det Hvide Hus.

– Der er grænser for galskaben. Sådan behandler man simpelt hen ikke sorte mennesker og det amerikanske folk. Det er for meget selv for en sydstatstilhænger af slaveriet. Det må og skal høre op med det samme.

De usædvanlige ord kommer fra Konføderationens præsident Jefferson Davis. De er møntet på præsident Donald Trump og hans katastrofale håndtering af en politimands koldblodige drab på en sort mand og de deraf følgende uroligheder.

Derfor har Davis og Unionens præsident Abraham Lincoln indgået en midlertidig våbenhvile i den Amerikanske Borgerkrig. De vil sammen fjerne Donald Trump og bringe USA tilbage på ret kurs.

Lincoln flov over Trump

Abraham Lincoln var ikke sen til at takke ja til sydstatspræsidentens forslag.

– Som den første præsident fra Republikanske Parti er jeg pivhamrende flov over Donald Trumps pinlige opførsel og behandling af partiet. Da Jeff foreslog, at vi slår pjalterne sammen og sparker Trump ud af Det hvide Hus, så er jeg naturligvis med på den, siger Abraham Lincoln.

De to præsidenter begrunder deres handling med, at borgerkrigen så rigeligt har splittet amerikanerne, og Trump skal ikke eskalere den splittelse yderligere.

Præsidenterne vil også gribe ind over for politiets håndtering af fredelige demonstrationer. De vil sætte en effektiv stopper for plyndringer og afbrændinger, der hærger mange amerikanske byer

Den opgave tilfalder unionsgeneral Willam Tecumseh Sherman.

– Uncle Billy er den rette mand til opgaven. Han er en virtuos, når det kommer til at hærge, afbrænde og smadre, så han ved, hvordan uromagere tænker, siger hans nordstatskollega Ulysses S. Grant, som er udnævnt til øverstbefalende for den forenede Konfødererede Unionshær.

Trump vil dø i sin rede

Begivenhedernes udvikling har bragt Donald Trump op i det røde felt. I en byge på 57 tweets afsendt i løbet af to timer fra bunkeren under Det Hvide Hus sprutter han over Lamme-Lincoln og Æselhovedet Davis.

Artiklen fortsætter under billedet, hvis du orker at læse mere.

Af pladshensyn kan Satyren ikke referere alle tweets. Redaktionen har læst dem. De indeholder intet, som Trump ikke ytret før bortset fra et tweet, hvor Trump skriver, at han agter at dø i sin rede.

Davis og Lincoln har ingen kommentarer til Trump.

– Hverken Abe eller jeg er er på Twitter og ærlig talt, søde, så er jeg totalt ligeglad, siger Jefferson Davis om Donald Trump.

Han forventer, at de forenede styrker under ledelse af sydstatgeneral Robert E. Lee er klar til at marchere mod Washington DC i løbet af et par dage.

Foto: Bill Dickinson, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Nord- og Sydstater går sammen om at fjerne Donald Trump"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*