Ny DNA-baseret slægtsforskning har ført en dansk kvindes slægtstræ tre millioner år tilbage til en nu uddød pattedyrsfauna i Sydamerika.
De fleste kan føre deres slægt tilbage til en fæstebonde på Holbergs tid. Nogle kan føre den tilbage til en adelsmand i middelalderen, men ingen kan føre den så langt tilbage som Doris Anekær fra Holbæk.
Årtiers slægtsforskning godt hjulpet af nye DNA-teknikker har ført hende tilbage til en nu uddød pleistocæn pattedyrsfauna og et kæmpedovendyr i Patagonien.
– Det var lykkedes mig af egen kraft at komme tilbage til 1600-tallet. Jeg har en fin belægning af bønder, degne og håndværkere i min slægt, men jeg ville gerne endnu længere tilbage, og så hørte jeg om mulighederne i DNA, fortæller Doris Anekær.
Hun fik kontakt til forskere, der arbejder med tværartslig evolutionær DNA-sekventering. De lod hende deltage i et helt nyt forsøg.
Første ildbrugende Homo Erectus
Dr. Alejandro Mammalia fra Evita Peron Universitetet i Buenos Aires fortæller om metoden, som endnu ikke er patenteret eller beskrevet i en fagfællebedømt artikel.
– Metoden går i al sin enkelhed ud på, at vi spoler DNA-strengene tilbage som et kassettebånd og isolerer samtlige slægtleds DNA, siger Dr. Mammalia.
På den måde kunne Doris Anekær se, hvordan hendes slægt generation for generation kom længere og længere tilbage. Der var stolte vikinger, entreprenante stenalderbønder og frie mammutjægere i hendes slægt, som hurtigt nåede tilbage til tidlige hominider i Afrika.
– Jeg er stolt over, på min fars side, at være i slægt med den første Homo Erectus, som fandt på at benytte ild. Det forbavser mig nu ikke. De har altid været hittepåsomme i den side af slægten, siger hun.
Skal møde dovendyret Molly
Det er lykkedes DNA-forskerne at føre Doris Anekærs slægt helt tilbage til nu uddøde pattedyrsarter. Hendes aner rummer skovelefanter i Afrika og sabelkatte i Sibirien. På den mødrende side er hun i slægt med en gruppe kæmpedovendyr i Patagonien i Sydamerika, som levede for tre millioner år siden.
– Mange af familiens særpræg begynder at gå op for mig nu. Min morbror Frede var meget mageligt anlagt. I familien gik han under navnet ”dovendyret”, og det giver pludselig mening alt sammen, siger en overvældet og overrasket Doris Anekær.
Alejandro Mammalia har også fundet nutidige efterkommere af Doris Anekærs slægt. Hun og det tretåede dovendyr Molly, der lever i en dyrepark i Brasilien, har samme stammoder.
Nu planlægger Doris og hendes mand Henning at aflægge Molly et familiebesøg.
– Det bliver spændende at møde en fjern slægtning. Jeg vil fortælle hende om vores fælles aner og vise hende billeder af familien. Det er jo hele essensen af slægtsforskning, slutter Doris Anekær.
Foto: NPS Photo.
Be the first to comment on "Overrasket slægtsforsker: Jeg nedstammer fra et kæmpedovendyr i Sydamerika"