Solvognens ejer om kunstværk i Trundholm Mose: Det er da meget pænt 4.8/5 (20)

Manden, som ofrede Solvognen, mener, at storstilet kunstværk ved Solvognens findested er pænt, men det er også et forudsigeligt genreværk i sin svulstige romantisering af fortiden.

For nylig indviede Geopark Odsherred sin ambitiøse attraktion i Trundholm Mose, hvor Solvognen blev nedlagt engang i bronzealderen. Her møder de besøgende en billedfrise i stål, der viser en kunstners forestilling om, hvordan Solvognen endte i mosen.

Satyren har besøgt Trundholm Mose sammen med høvdingen Eg. Han er manden, der for 3300 år siden ofrede Solvognen til guderne i mosen. Eg er dog en smule afmålt, da han står foran det flere meter høje og endnu længere relief i anløbet stål.

– Det er da meget pænt, men lidt for naturalistisk efter min smag, og hvorfor i Solens navn har de skåret det i cortenstål, som på ingen måde signalerer bronzealder, spørger Eg.

Ligner en pride parade

Høvdingen påpeger nogle pinlige fejl i relieffets detaljer.

– Den der stridsvogn er da so last century. Godt nok er jeg ikke verdens rigeste høvding, men jeg har da råd til at købe ny stridsvogn, siger han.

Kompositionen er Eg også lidt forbeholden overfor. Den er temmelig svulstig.

– Det ligner jo mere en pride parade end et religiøst optog. Forestiller kunstneren sig virkelig, at topløse kvinder i snoreskørt slog flikflak i en sumpet mose. Det er jo ikke mudderbrydning på en strip klub, siger Eg og fælder sin dom:

– Som genreværk betragtet opfylder det sit formål. Værket pirrer betragterens nysgerrighed og fremmaner en suggestiv forestilling om en fjern fortid, men som grænsesøgende værk er det alt for forudsigeligt. Det vil næppe stå ud over sin tid, lyder vurderingen fra Eg.

Ofrede sønnens legetøj

Høvdingen Eg synes, at Geopark Odsherred gør et meget stort nummer ud af en helt almindelig solhvervsofring i mosen. Han afslører, at det faktisk slet ikke var meningen at ofre Solvognen.

– Vi skulle ofre et par sværd, men det ene knækkede samme dags morgen, så jeg valgte at ofre min søns bronzehest med vogn i stedet. Knægten var knust. Han græd som pisket over, at vi tog hans legetøj, men det skulle jo gå lidt hurtigt, siger Eg.

Han fortæller, hvordan ofringen i virkeligheden fandt sted.

– Det foregik helt stille og roligt. Vi gik derud i silende regn og lagde vognen i det første og bedste mosehul. Så sagde vi et par hurtige besværgelser, ofrede en kop overgæret tranebærmjød, inden vi skyndte os hjem for at spise kogt får i tørvejr, lyder det fra Eg.

Offeret blev da også vel modtaget af guderne. Ingen geder fik spat det år, og høsten blev god. Som et plaster på såret fik sønnen en lur. Det har Eg dog fortrudt mange gange, indrømmer han.

Foto: Papposilenos.