Thorvaldsen fremstiller og deler nøgenstatuer ulovligt 4.59/5 (17)

Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen anklages for at skabe og dele nøgenstatuer uden samtykke. Han benægter og påberåber sig kunstnerisk frihed.

Tre unge, nøgne kvinder i marmor står med blottet underliv og holder om hinanden. Neden for sidder en lille nøgen dreng og kigger den ene direkte op i skridtet.

De tre gratier, kalder billedhuggeren Bertel Thorvaldsen sit værk, som han har udstillet og kopieret i små afstøbninger, der sælger godt over hele Europa. Nu viser det sig, at Thorvaldsen ikke har samtykke fra de tre kvinder. De er heller ikke vidende om, at de i smug er blevet hugget nøgne i marmor.

Satyren har talt med en af kvinderne, som kalder sig Anna. Det er ikke hendes rigtige navn, men hun ønsker at være anonym.

– Det er klamt. Det er krænkende, og det er et overgreb, siger Anna. Hun er dybt rystet over, at hun er blevet misbrugt.

Inviterede op i atelier

Anna fortæller, hvordan hun og to veninder sad i et osteria i Via Sistina nær Den Spanske Trappe i Rom, da Bertel Thorvaldsen henvendte sig til dem.

Han var flot og beleven. Han købte vin og likør til dem og gav dem komplimenter, fortæller Anna.

– På et tidspunkt spurgte han os, om vi havde overvejet at blive modeller. Han roste os for vores udseende, og vi blev helt forlegne, siger Anna:

– Så inviterede han os med hjem til sit atelier. Han havde tryllebundet os komplet med sine ord, så vi gik med ham, fortsætter hun.

I atelieret serverede han konfekt, og mere sød vin kom på bordet, men der var åbenbart puttet noget i vinen, for stemningen blev mere og mere løssluppen.

På et tidspunkt opfordrer Thorvaldsen dem til at tage tøjet af. Det vil kvinderne ikke, men han presser dem, forklarer Anna.

– Han siger, at han skal se os nøgne, hvis han skal vurdere, om vi har modelpotentiale. Han siger også, at han har mange andre modeller, som hellere end gerne vil.

Thorvaldsen afviser alt

De ender med at smide tøjet. Thorvaldsen presser dem derefter til at holde om hinanden og lade sig modellere i ler, inden de ser deres snit til at flygte fra atelieret.

Anna og hendes veninder enes om aldrig at fortælle nogen om den ydmygende oplevelse, men et halvt år senere opdager de, at små nøgenstatuer af dem cirkulerer, og fremmede mænd sender dem lumre blikke og cat calls på gaden.

Satyren konfronterer Thorvaldsen. Han afviser at have gjort noget forkert og påberåber sig de skønne kunsters frihed.

– De skal være taknemmelige for, at jeg har foreviget tre så ordinære pigebørn og tilladt dem at være mine muser. De skal være glade for, at de rematerialiserer sig på kaminhylder over hele verden, og alle kan beundre deres velformede og nydelige (censureret af red), siger Bertel Thorvaldsen.

Anna og hendes veninder har meldt Thorvaldsen til politiet.

De Tre Gratier af Bertel Thorvaldsen, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Thorvaldsen fremstiller og deler nøgenstatuer ulovligt"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*