Skuffet bonde: Kom først til mølle, men fik ikke malet først 4.82/5 (17)

Først til mølle er bare en talemåde, men det kan den skuffede bonde Søren Jeppesen ikke bruge til noget. Han klager til sin herremand over forloren anprisning.

Han var stået ud af alkoven før Fanden var stukket i træskoene. Inden det rødmede i kimmingen, stod vognen spændt for og læsset med en halv snes sække byg.

Bonden Søren Jeppesen fortæller om hin morgen forleden, hvor han agede først til mølle blot for at få en stor skuffelse.

– Jeg ville først til mølle og have først malet, så jeg kunne nå hjem og ordne mønningen på kalvehuset inden mørkningen. Det kunne jeg snildt nå, hvis jeg drog årle af gårde, siger Søren.

På vej ud af fæstegården purrede han hanen, som sad og snuede på pinden. Derefter lod han, med et krus lunkent øl i hånden, studene trække ham og vognen den ene mil og to fjerding vej til Mølle-Rasmus i Sønder Fjært.

Før kirkeklokken ringede solen op, ankom Søren som den første til møllen.

Sprunget over igen og igen

Den der ager med stude kommer også frem, sagde han tilfreds til den søvndrukne Mølle-Rasmus, som knap havde fået nathuen af.

Mølleren bad Søren vente, mens han fik gang kværnen. Imens ankom flere vogne højt belæsset med fyldte kornsække. Da Mølle-Rasmus kom tilbage vinkede han den bagved holdende vogn frem til Jeppesens store forbavselse.

– Det var Stinus nede fra Lindegården. Mølle-Rasmus sagde, at han skulle først, fordi hans ko kunne kælve når som helst, siger Søren og tilføjer:

– Så blev Gammel-Anders fra Overdrevet vinket frem, fordi hans datter skal giftes i næste uge. Derefter var det Arnes tur, og så fik Dres Hesteprangers forkarl lov, siger Søren Jeppesen, som til sidst fik nok.

– Det var blevet langt op ad formiddagen, så jeg sagde til Mølle-Rasmus, at jeg var kommet først til mølle og ifølge sædvane havde krav på at få malet først, men det ville den kæltring ikke høre tale om.

Som en Holberg komedie

Ingen af de andre bønder bakkede Søren op. De fortalte ham, at det bare var en gammel talemåde, som intet betød. Derefter udviklede det sig til et skænderi, og Mølle-Rasmus sendte bud efter Pastor Jensenius for at lade en lærd mand afgøre striden.

– Pastoren holdt en lang prædiken om noget han kaldte metaforer og allegorier. Det forstod jeg ikke en tøddel af, og han endte med at give de andre ret, siger en skuffet Søren Jeppesen.

Han fik først fik malet langt over middag og nåede ikke hjem hjem før solen gik ned. Han har klaget til sin herremand over, at han ikke fik malet først.

– Det kan ikke have sin rigtighed, at den slags forloren anprisning får en ærlig bonde til at ligne en karakter i en komedie af Ludvig Holberg, siger Søren Jeppesen.

Herremanden har afvist klagen med den begrundelse, at hvad forstand har bønder på agurkesalat.

Foto: Leif Jørgensen.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Skuffet bonde: Kom først til mølle, men fik ikke malet først"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*