Flåden sat ind mod corona-flygtninge: Tager museumsskibe i brug 4.87/5 (23)

Den danske flåde presses til grænsen, efter regeringen mandag beordrede flåden sat ind i blokaden mod de mange corona-flygtninge omkring Sjælland.

Den danske flåde er presset til det yderste, efter de tirsdag blev indsat i et forsøg på at inddæmme coronasmitten på Sjælland.

Mens Landeværnet tager sig af Odense og Aarhus, så er flåden udkommanderet til at holde de smittespredende sjællændere i skak, men der er tale om en opgave, som ikke kunne løftes med flådens normale kapacitet.

 – Vores flåde er dimensioneret til de opgaver, som vi politisk set er sat i verden for at løse. Mens vi sagtens kan sejle eskorte for det danske kongeskib, eftersætte berusede lystsejlere og håndhæve suveræniteten over Hans Ø over for Canada, så er en egentlig blokade internt i dansk farvand ud over vores formåen, oplyser kontreadmiral Jens O. Kartätsche til Satyren.

– Vi har dog fundet ekstra kapacitet ved at inddrage museumsskibene Peder Skram, Torpedomissilbåden Sehested og ubåden Sælen fra Danmarks flydende koldkrigsmuseeum på Holmen i København,

Han oplyser, at flåden i hemmelighed siden fredag har arbejdet på at klargøre og udruste de ellers pensionerede flådefartøjer, så de igen var klar til aktiv tjeneste.

Erfaring i at beskyde civile mål

Regeringens beslutning kom efter, at det mandag aften stod klart, at corona-flygtninge fra primært Nordsjælland står bag masse-reservationer på af julefrokost-menuer og snapsebuffeter hos restauranter på blandt andet Falster og Fyn. Dette sker stik mod myndighedernes anvisninger.

Sidst flåden blev indsat for at bremse en epidemi i Danmark var i 1850, hvor der udbrød kolera på Lolland. Her valgte flåden at sende linjeskibe ind i farvandene omkring Lolland og Falster for at skyde eventuelle flygtninges joller i sænk med druehagl.

Det er den samme strategi, som nu tages i brug omkring Sjælland. Mens Sehested fra sin position på Vengeancegrunden i Storebælt kan sikre hovedparten af bæltet og endda er klar med missiler mod højbroen, hvis en Tesla fra Nordsjælland skulle slippe igennem kampvognsspærringen ved broens betalingsanlæg, så er Sælen deployeret i Kattegat nord for Sjælland og Peder Skram blevet placeret i Storstrømmen, hvorfra skibet overvåger trafikken fra Vordingborg, der også er ramt af nedlukningen.

 – Vi anser Peter Skram for at være i en nøgleposption, og for at være et meget vigtigt aktiv i blokaden i kraft af, at skibet som det eneste i vores flåde har konkret erfaring med at beskyde civile mål på Sjælland, siger Jens O. Kartätsche.

Rusland hjælper

I forhold til ubåden Sælen har det været særdeles vanskeligt at skaffe funktionsdygtige torpedoer, der passer til den danske bestykning. I et hidtil uhørt samarbejde gennem Partnerskab for Fred har Rusland tilbudt de danske søfolk at låne ældre, men stadig fuldt funktionsdygtige torpedoer i de rette størrelser fra den tidligere sovjetiske hvidehavsflåde.

Det sker i et fællesfolkeligt og broderligt forsøg på at inddæmme epidemien. Heraf regnes især en ladning brintoveriltedrevne torpedoer af typen 65 (leveret af Undersøgelseskommissionen For Kursk. red) at være særdeles slagkraftige.

Ud over museumsskibene fra København arbejdes også på at forstærke blokaden af Aarhus ved at indsætte Fregatten Jylland. Farvandet omkring Lindø-værftet ventes inddæmmet ved hjælp af udlånte fartøjer fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Jens O. Kartätsche understreger dog over for Satyren at disse informationer indtil videre er fortrolige.

Foto: Julian Herzog.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Flåden sat ind mod corona-flygtninge: Tager museumsskibe i brug"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*