Jim Lyngvilds kongerække skal pryde Storebæltsbroen 4.52/5 (25)

Danmarks konger og dronninger skal som 25 meter høje statuer stå langs kørebanen på Storebæltsbroen. Sprogø indrettes som royal oplevelsesarena.

– Jeg har indtaget Nationalmuseet. Jeg har besejret Koldinghus, og jeg har erobret Kronborg. Min Gud, nu lægger jeg Storebæltsbroen for mine fødder. Mit kunstneriske livs guddommelige eventyr fortsætter.

Ordene kom fra en tydeligt bevæget Jim Lyngvild på et pressemøde i Isbådsmuseet i Halsskov. Her præsenterede turismeorganisationen Visit Denmark i går sin Royal Great Belt Tourism Vision for en dybt måbende presse.

Hvis det står til Visit Denmark skal trafikanter have en helt unik historieoplevelse, når de kører over Storebæltsbroen. Derfor har man bedt Jim Lyngvild designe statuer af samtlige danske konger og regerende dronninger siden Gorm den Gamle, som stilles op på Storebæltsbroen som en royal allé.

– Der er tre ting vi kan være stolte af i Danmark. Det ene er Storebæltsbroen. Det andet er vores kongehus, og det tredje er Jim Lyngvild, så hvad er mere naturligt end at give Jim Lyngvild plads til at kærtegne broen med sin vilde og festlige kongerække, sagde bestyrelsesformand i Visit Denmark Allan L. Agerholm.

Cedertræ og bladguld

Bestyrelsesformanden fortalte, mens der blev vist en lækkert produceret promotionvideo, at det bliver en international turistattraktion, der merger det bedste fra Den Kinesiske Mur, Louvre i Paris og Disneyland.

Jim Lyngvild fortalte derefter, hvordan han vil 3D printe de mange statuer. De bliver 25 meter høje, og Lyngvild beklæder dem med marmor, cedertræ, bladguld, silke, brokade (forkortet af red.) i alle regnbuens farver.

– Jeg besvimer næsten af glæde over, at skønne Ghita Nørby skal stå model til Margrete den Første, lød det frydefuldt fra Lyngvild.

Derefter fremlagde en repræsentant for arkitektfirmaet MEGAL OMAN ApS. planerne for en royal oplevelsesarena bygget på Sprogø som en hyperkreativ metamorfose over Blox møder Amalienborg, hvor det er ambitionen, at Kronprins Frederik skal krones, når den tid kommer.

Broen lukker i tre år

Planerne om kongerækken på Storebæltsbroen modtages positivt overalt, hvor Satyren spørger.

– Vi har længe vidst, at Jim Lyngvild er en større og vigtigere historiefortæller end H.C. Andersen, og som fynbo varmer det mit hjerte, at se ham give verden sit ottende vidunder, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.

Også direktør i Dansk Erhverv og tidligere kulturminister Brian Mikkelsen slikker sig om munden.

– Jeg vil trygle Kulturministeren om at lave hele Storebæltsbroen om til et museum. Så kan vi lægge 115 kroner i entrébillet oven i prisen for hver bil og 65 kroner for hver togbillet. På den måde er anlægssummen tjent hjem allerede det første år, siger Brian Mikkelsen og henviser til de godt 11 millioner køretøjer og mere end syv millioner togpassagerer, der årligt kører over broen.

Det forventes at Storebæltsbroen lukker i de tre år det tager at montere kongerækken. I anlægsperioden genindsættes storebæltsfærgerne.

Mashup: Mester Ictum.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Jim Lyngvilds kongerække skal pryde Storebæltsbroen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*