VAR-afgørelse med tilbagevirkende kraft: Danmark fratages europamesterskab i fodbold 4.79/5 (14)

Det danske herrelandshold kan ikke længere kalde sig europamestre i fodbold. UEFA’s VAR-komite har gransket tv-transmission af finalen i 1992 og bortdømmer Danmark. DBU vil genspille finalen.

Dansk fodbold er i chok. Fodboldfans tuder. EM-spillerne fra 1992 skummer af raseri. På dagen, hvor en kamp i Europamesterskabet for første gang skal spilles på dansk grund, ødelægger UEFA den gode stemning ved at fratage Danmark finalesejren over Tyskland i 1992.

– Fuck VAR! Det er en skandale. Det er et beskidt frispark begået mod dansk fodbold og en fjernsynsafgørelse, som vi nægter at acceptere, råber DBU’s formand Jesper Møller Christensen i telefon, da Satyren beder om en kommentar.

Omvendt jubler Tysklands daværende landstræner Berti Vogts og siger til Satyren, at det er ”super geil”.

Strider mod naturloven om tysk sejr

Over for Satyren bekræfter UEFA’s Chef de fair play, Jean-Juste Équitable, at Danmark som resultat af UEFA’s operation Rene Fødder fratages mesterskabet. Operationen er sat i værk for at vise VAR-systemets uvurderlige betydning for fodbolden og for at rette op på tidligere tiders historiske dommerfejl.

Danmarks finalesejr i 1992 lå lige for at undersøge som det første, forklarer Jean-Juste Èquitable.

– Det har altid undret os, at Danmark slog Tyskland, når det er en naturlov, at tyskerne altid vinder uanset hvad. Derfor lod vi vores VAR-dommerkomite begynde med den kamp, siger han.

Efter mere end 1200 timers nærstudier af kampens detaljer annulleres begge Danmarks mål.

– Optagelserne viser tydeligt, at der begås obstruction mod en tysk spiller tre minutter og ni sekunder før John Jensen scorer til et nul, og opmålinger med digitalt præcisionsmåleudstyr viser, at Kim Vilfort tæmmer bolden 0,007 millimeter for langt nede på armen, før han scorer Danmarks andet mål, siger Jean-Juste Équitable.

Faxe i det røde felt

Ud over det dømmer VAR-komiteen tre tyske straffespark og udviser Flemming Povlsen og Lars Olsen retrospektivt for en række forseelser, som dommeren overså under kampen. Af disse årsager tildeleles Tyskland sejren med 3-0 og kåres som europamester 1992.

Danmarks EM-helt John ”Faxe” Jensen ryger op i det røde felt, da Satyren fortæller ham om annulleringen af hans mål.

– Hvis jeg nogen sinde møder de komitetosser, skal jeg fandeme vise dem, at jeg stadig kan ramme den hårdt lige i røven, siger John Jensen.

Tilbage hos DBU er formanden faldet ned igen. Han håber på en mindelig løsning.

– Vi foreslår UEFA, at vi spiller finalen om med de oprindelige opstillinger i forlængelse af årets slutrunde. Vi kan stadig slå Tyskland på teknikken. Godt nok får vi ikke får Henrik ”Store” Larsen i form inden, men vi har gode erfaringer med at stille med spillere, som er gået på sommerferie, siger Jesper Møller Christensen.

Mashup: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

2 Kommentarer på "VAR-afgørelse med tilbagevirkende kraft: Danmark fratages europamesterskab i fodbold"

  1. Den var sgu tæt på den dér du ! 😀
    Altså med alt det fnidder der er omkring alt hvad der rører på sig af både regler og ditten og datten og hvad der foregår med vores højteknologiske midler – så skal der sgu efterhånden ikke meget til, før man er lige ved at hoppe på den !
    Så med alt i alt : GODT ARBEJDE – FORTSÆT ! 😀 .D .D

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*