Forundret nynazist: Jøderne skulle have sagt fra 4.81/5 (16)

Jøderne kan ikke fortsat bebrejde nazisterne Holocaust, mener danske nynazister, som efterlyser en forældelsesfrist.

Jøderne havde også et ansvar. Det er ikke rimeligt at lægge alt ansvar for Holocaust over på Det Tredje Rige alene, mener nynazisten Bjørn.

– Hvorfor sagde de ikke fra? Hvorfor fandt de sig i det? spørger Bjørn og ser forundret på Satyrens udsendte, som besøger ham og hans meningsfæller i et kælderlokale i Københavns Nordvestkvarter.

– Jeg mener, de havde jo muligheden for at bede SA om ikke at brænde deres synagoger ned. De kunne jo tydeligt have sagt, at de brune bataljoner skulle undlade at smadre deres butikker eller kæmpet imod, siger Bjørn.

De andre nynazister i lokalet nikker og mumler anerkendende. Alle er yngre mænd klædt i stramme sorte jeans med Doc Martens støvler på fødderne, og røde svastikaarmbind om højre arm på deres lyserøde skjorter. De burde være hvide, beklager Bjørn, men nogen kom til at vaske skjorterne sammen med et armbind ved forkert temperatur.

Fokuser på virkelige overgreb

Bjørn og hans meningsfæller benægter ikke, at jøder, ligesom så mange andre, også mistede livet under Anden Verdenskrig, og at jødisk ejendom blev ødelagt.

Han mener dog, at man skal skelne mellem virkelige overgreb på den ene side og Krystalnattens knuste ruder og Davidstjerner malet på døre og husmure, som mere var et udtryk for enkeltpersoners dårlige dømmekraft.

Bjørn efterlyser også proportioner.

– Husk på. Også ariske tyskere led frygteligt under krigen og fjendens terrorbombardementer, som jævnede byer med jorden. Set i det lys, var Krystalnatten en stille gadefest.

Gamle sager hives frem

Nynazisterne ønsker også en mere retfærdig placering af ansvaret.

– Det kan ikke alene være nazisternes skyld, når jøderne aldrig sagde fra. Hvorfor skal de blive ved med at komme med anklager så mange år efter, spørger Bjørn.

En kronraget fyr med nordiske tatoveringer, der siger han hedder Frank, tager over.

– Ja, lige præcis. Jøderne er kun ude efter at få opmærksomhed. Der må være en forældelsesfrist for, hvor længe de kan fortsætte med at bebrejde os Holocaust. Tyskland har jo sagt undskyld, og jøderne har fået deres egen stat, siger Frank med harme i stemmen.

Det får forsamlingen til taktfast at heile, så det runger i kælderværelset, og det store portræt af Føreren, som hænger på en fremtrædende plads over vitrinen med baseball bats, falder ned.

På spørgsmålet om jødernes tilbageholdenhed kunne skyldes angst for den skæve magtrelation mellem nazister og jøder, slår vantroen ud i lys lue

– Magtrelationer min bare, fnyser Bjørn.

– De var de rige. De var eliten, som tyske arbejdere og småkårsfolk valgte at sige fra overfor, fortsætter han, altimens flokken istemmer Horst Wesselsangen, og Satyrens udsendte skyndsomt tager afsked.

Foto: Pixabay.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Forundret nynazist: Jøderne skulle have sagt fra"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*