TV2 satser stort på Ingemann og Danmarkshistorien 4.92/5 (24)

Følg med TV2s skærmtrold Peter Ingemann, når han ridende på et æsel opsøger historiske steder og fortæller om Danmarkshistoriens dramatiske begivenheder.

– Vikingeborgen Fyrkat ligger lige derude. Hvabehar!

En selvsikker Peter Ingemann peger ud over Vadehavet. Så sporer han sit æsel og skridter ud på sandet, som tidevandet har blotlagt. Lidt tøvende følger filmholdet efter.

Satyren møder den folkekære tv-vært under optagelserne til serien “Ingemann og Danmarkshistorien”, der følger op på seersuccesen “Ingemann og Kongerækken”.

Peter Ingemann fortæller begejstret om sit nye projekt. Det tager ham hele landet rundt i jagten på Danmarkshistorien fra stenalderen til i går.

– Vi kommer helt tæt på Egtvedpigen, når hun brutalt dræbes og sænkes i en mose på Fyn. Vi tager til Paris, og fortæller om vikingekongen Harald Blåtand, som erobrede og brændte byen af, siger Peter Ingemann og tilføjer med et drenget smil:

– Jeg anede slet ikke, at Paris ligger her i Jylland kun hundrede kilometer fra min fødeby Ry, som vi også besøger for at høre, hvad folk siger til byens historiske status som mit gamle hood.

Gennemresearchet og faktatjekket

Mens vi bevæger os hen over vaden, understreger Peter Ingemann, at alt er researchet ned i mindste detalje og faktatjekket efter alle TV2s tårnhøje standarder.

– Seerne kan trygt stole på, at de får sandheden om tyskernes storm på København i 1788. Seerne er heller ikke i tvivl om, at en svensk specialstyrke hjalp Struensee og Leonora Christina med at flygte fra Dybbøl, siger Peter Ingemann.

Vikingeborgen er stadig ikke dukket frem af disen over vadehavet, men det bekymrer ikke Ingemann. I stedet fortæller han om brugen af eksperter, som er seriens helt store styrke. For at øge troværdigheden gør Ingemann og Danmarkshistorien nemlig så flittigt brug af eksperter, at arbejdsløsheden for historikere og arkæologer er historisk lav.

– Jeg har insisteret på flere eksperter, fordi det sætter en tyk streg under min seriøsitet, at de nikker anerkendende ad mine forklaringer og griner benovet, når jeg fyrer morsomheder af, lyder det fra Ingemann.

Panserslaget i Køge Bugt

Forgæves spejder vi efter vikingeborgen. Imens er tidevandet vendt. Det når os efterhånden til knæene, men Peter Ingemann har ingen planer om at vende om.

– Pyt, vi skal jo også lave scenerne med Slaget i Køge Bugt. Dem skyder vi sgu her.

Filmholdet stiller an til optagelse. Produceren ringer hjem til Kvægtorvet og beder dem sende helikopteren med eksperten fra vikingeskibsmuseet, som skal lytte til Ingemanns udlægning af søslaget mod Lord Nelson i Køge Bugt.

Foto: Bjarme Bergus Hermansen, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "TV2 satser stort på Ingemann og Danmarkshistorien"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*