Operadiva springer ud fra Engelsborg og rammer gadesælger 4.89/5 (9)

Den verdenskendte operadiva Floria Tosca er død i tragisk sammenstød med invalid lotterisælger efter faldulykke fra Engelsborg i Rom.

To mennesker blev i går dræbt i en dramatisk faldulykke i tre akter foran Engelsborg i Rom. Til Satyren oplyser Roms politi, at ulykken involverede den verdenskendte sopran Floria Tosca og en tilfældig gadehandlende.

Ifølge øjenvidner sprang divaen ud fra toppen af Engelsborg. Til deres store begejstring formåede hun at holde det høje c i den tid, det tog hende at nå foden af fæstningen, hvilket hun modtog stående bifald for.

I faldet ramte hun en invalid lotterisælger. Han stod intetanende neden for og faldbød sine lodder til fordel for værdigt trængende krigsenker og -invalider.

Døde efter fem fremkaldelser

Gadesælgeren var efter en kort arie dræbt på stedet. Det tog imidlertid tre kvarter, inden Floria Tosca selv udåndede, da hendes dødsarie trak ud som følge af de tililendes krav om da capo. Efter tredje da capo sank operastjernen død om ved siden af lotterisælgeren.

Inden de tililende ambulancefolk nåede frem, havde divaen dog rejst sig for at modtage ovationer fra den klappende pøbel, der piftende og hujende tiljublede den døende stjerne. Hun forstod at modtage sin sidste hyldest med al primadonnaens patos.

Efter fem fremkaldelser dejsede divaen langt om længe død om. Derefter bar redningsfolkene sopranen bort på en båre, som blev dækket af blomster fra de sørgende tilbedere.

Kulmination på trekantsdrama

Satyren erfarer, at Floria Toscas spring i døden var kulminationen på et tragisk trekantsdrama, som ud over operastjernen også involverede en afdød kunstner og Roms politipræfekt Baron Scarpia.

Til Satyren forklarer Baron Scarpia med sin blide barytonrøst, at Tosca forsøgte at dræbe ham med en kniv, fordi han ved et uheld havde ladet hendes elskede Caravadossi henrette.

– Det var ikke min hensigt at slå ham ihjel. Mine folk afhørte ham for at finde en flygtet anarkist. De havde waterboardet ham og ville udsætte ham for en fingeret henrettelese, men ups, nogen havde sgu puttet rigtige kugler i geværerne, siger Scarpia.

Han beklagede over for for Tosca, men alligevel stak hun politichefen ned.

– Det var heldigvis blot en ufarlig teaterkniv, men jeg gav mig fuldt ud i dødscenen. Det er jeg er sikker på, anmelderne har bemærket, ellers må de skælve for mig, lyder det fra Baron Scarpia.

Frederik Cilius i dyb sorg

Nyheden om Floria Toscas død har ramt dansk operas største globetrotter Frederik Cilius hårdt.

– Med Floria Toscas tragiske død har den internationale operascene mistet en lysende stjerne og en dramatisk sopran, som selv Rasmus Bruun kunne lide, siger han dybt berørt til Satyren.

Han aflyser nu sin planlagte operarejse til Italien, og det ærgrer ham.

– Jeg glædede mig som et lille blebarn til at møde Floria Tosca, men også til en storslået flyvetur, hvor jeg skulle nyde SAS fantastiske service, siger en skuffet Frederik Cilius.

Foto: Picryl.com.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Operadiva springer ud fra Engelsborg og rammer gadesælger"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*