Historien skal sættes fri. Alle skal være deres egne historieformidlere. Derfor agter Elon Musk at købe Satyren.
Med et råt bud på 44 milliarder spanske gulddukater tilbyder techmilliardæren Elon Musk i et tweet at købe verdens førende historiemedie Satyren.
Til Satyren forklarer han, at han med købet vil sætte historien fri og være verdens garant for den tøjlesløse historieformidling.
– Jeg glemte at tage min medicin forleden, og straks så jeg lyset og hørte stemmer fortælle mig, at jeg er historiens frelser, som skal sætte historien fri af alle lænker og lade enhver formidle den med sit eget næb, siger Elon Musk.
– Netop Satyrens åbne tilgang til historiens fakta og faktorernes orden passer perfekt ind i min forretningsmodel og filosofi om, at alle historiske udlægninger er lige værdige, tilføjer techmogulen.
Han har planer om, at alle for otte dollars kan få en verificeret og peer reviewed artikel bragt i Satyren. Det vil ske via en algoritme, og det betyder, at medarbejderstaben kan halveres.
Skeptisk bestyrelsesformand
Købstilbuddet kommer ikke bag på Satyrens bestyrelsesformand Karl Friedrich Hieronymus, Baron von Münchhausen.
– Nej, det undrer mig ikke, at Elon Musk ønsker at købe Satyren. Han køber for tiden alt, og der er ingen grænser for hans købspsykose, altså lige bortset fra TV2, siger baronen.
Om han og ejerkredsen bag Satyren vil sælge deres livsværk er usikkert.
– Det lyder ærlig talt for godt til at være sandt, og tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om, lyder det fra Satyrens bestyrelsesformand.
Mageskifte med Twitter
Markedet har reageret med forundring på Elon Musks ønske om at erhverve sig Satyren.
– Det finansielle marked er slet ikke gearet til at gennemføre transaktioner i gulddukater, siger en meget overrasket Nationalbanksdirektør Lars Rohde, da Satyren ringer til ham.
Til det svarer Elon Musk, at handlen så i stedet kan gennemføres som et mageskifte med Twitter, hvis eksistens snart også er historisk.
Såfremt Musk har tænkt sig at tjene penge på sit køb af det prisbelønnede historiemedie, risikerer han at tage fejl. Satyren erfarer, at en række annoncører agter at standse deres samarbejde med Satyren, hvis Elon Musk bliver ejer.
– Vi driver en seriøs slavehandelsforretning efter alle etiske standarder og i respekt for antikkens verdensmål. Som romersk statsborger finder jeg mig ikke i, at historien pludselig også skal fortælles fra pøneres, egypteres og germaneres side, siger Publius Cornelius Venalicius. Han er direktør for virksomheden Felix Servi, som er det antikke Roms største formidler af ufri arbejdskraft.
Ved nyheden om Musks bud på Satyren nedlagde samtlige medarbejdere fra det 19. og 20. århundrede arbejdet. Satyren skrives nu af medarbejdere fra før den industrielle revolution, hvor arbejdskonfliktervar noget pjat, man ikke gav sig af med.
Foto: Heisenberg Media, Flickr.
Be the first to comment on "Elon Musk vil købe Satyren for 44 milliarder gulddukater"