Ærkebiskop Eskil slår alarm: Verden løber tør for Myrra 4.92/5 (12)

Den globale forsyningskrise rammer også skibstrafikken på Middelhavet. Derfor er tilførslen af Myrra til alverdens messer og krybbespil truet.

Det er små brune klumper harpiks og plantemateriale, og de er særligt guddommelige, fordi det var blandt de første gaver, der blev givet til Jesus i krybben.

Myrra fra Afrikas Horn har altid været en helt central i dyrkelsen af kristendommen, men nu truer den globale forsyningskrise leverancerne af det kostelige balsam til alverdens kirker.

Sådan lyder den skurrende melding fra ærkebiskop Eskil af Lund, der i skarpe vendinger advarer alle troende om manglen.

– Myrra er tæt forbundet med kristendommen. Kristus selv fik det proppet ned i selve sin krybbe for at smørre barnets numse og tage den grime lugt. Senere fik han både myrra og en tube med aloe vera-creme af farisæren Nikodemus. Salomons bærestol var også omgivet af myrra. Det er et billede på selve kristendommen, og nu er det i restordre, siger Eskil.

Han mener ikke, at man kan nå at rette op på situationen før jul.

– Vi har sendt et par kordrenge ud på vores lager for at rydde op og se, om der skulle ligge noget. Men intet andet end et helgenskrin med Harald Blåtands tand er dukket op ind til videre, tilføjer den magtfulde kirkemand.

Søger alternativer til myrra

I en bulle til landets kirker opfordrer ærkebispen nu præsterne til at finde alternative veje for at kunne gennemføre julen.

– Jeg foreslår, at man bytter myrra ud med cannabis fra klosterhaverne under ceremonierne. Det lugter også så hyggeligt af gran og skaber en euforisk stemning. Og eftersom guldpriserne også er stukket af, så synes jeg, at man skal erstatte gaver af guld med 20 pakker smør og to snese æg, når man laver julespil, siger han.

Flere præster har foreslået, at man skifter til andre typer myrra end den oprindelige fra Somalia, men der sætter Eskil alligevel foden ned.

– Det er sandt, at man med hvide englebud kan få fløjet myrra ind fra Malaysia for 100 mark for 40 lod. Men Kristus var aldrig i fjernøsten, så det er et useriøst forslag, siger han tåget, mens han slukker sin myrraerstatnings-joint.

Advarer mod khat

En række driftige arabiske købmænd har de seneste uger solgt khat fra små boder på Bryggen i Bergen, men det advarer Ærkebiskop Eskil også imod.

– Bare fordi stoffet er fra samme land, så er det jo ikke nødvendigvis guddommeligt, og evangelierne er syrede  nok i forvejen, siger han, og peger på, at Jesus selv engang fordømte et figentræ, fordi det ikke leverede frugter uden for sæson.

– Aldrig mere i evighed skal nogen spise frugt af dig, sagde Jesus. Og sådan er det, slutter Eskil tvært.

Foto: Pxhere.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Ærkebiskop Eskil slår alarm: Verden løber tør for Myrra"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*