Biblen skal nyoversættes og indeholde menneskerettigheder 4.82/5 (17)

Det Danske Bibelselskab vil have indskrevet FN’s erklæring om menneskerettigheder i den danske autoriserede bibel.

Alle har brug for frihed og sikkerhed. Ingen må diskrimineres, tortureres eller for eksempel  brændes på bålet på grund af deres køn, tro, seksualitet, tanker, race, farve, formueforhold (forkortet af red.).

Sådan lyder nogle af de nye tanker, som om få år vil fremtræde af den nye oversættelse af Biblen, som Bibelselskabet netop har sat i gang.

Selskabet venter at bruge mindst 40 millioner kroner på at skabe en ny oversættelse af den gamle tekst. Den blev skabt  ved en afstemning gennemført ved håndsoprækning i Nikæa i år 325, hvor en række kirkefolk var samlet af den romerske kejser Konstantin. Her afgjorde man, om et udvalg af tekster fra henholdsvis mellemøstlig bronzealder og romersk jernalder på hebraisk og oldgræsk skulle indgå i det nye hellige skrift.

Biblen følger med tidsånden

Og der er gode grunde til at oversætte biblen igen nu, lyder forklaringen fra Bibelselskabet.

– Tænk godt 30 år tilbage: Berlinmuren falder. ”E-post” kommer på Dansk Sprognævns liste over nye ord. DVD-afspillere er endnu ikke introduceret i danske hjem. Der er sket meget siden 1993, og selvom kristendommen arbejder med evigheden som horisont, står tiden ikke stille, siger Barbudus Hansen, der er sekretær i Bibelselskabets mellemkirkelige konklave-oversætterudvalg.

Han fastslår, at Bogen skal følge med tiden, og ikke mindst tidsånden i samfundet.

– I dag går alle unge med kasketterne omvendt på hovedet og kan ikke finde ud af at tage deres bukser ordentligt på. Spørgsmålet er, om disse unge i deres hashtåger aner, om det er godt eller skidt at spotte Gud , om man ser Ham eller håner Ham, siger Barbudus Hansen.

Inkluderende oversættelse

Bibelselskabet venter, at det vil tage uheldssvangre 13 år at oversætte det hellige skrift, men tager forbehold for, at arbejdet her muligvis skal starte forfra, hvis der kommer selvkørende biler på markedet, eller Nostradamus’ tekster viser sig at blive virkelighed.

Arbejdet vil koste mindst 40 millioner kroner, penge, der delvist betales af A. P. Møllers Fond. For at holde udgifterne nede vil en del af oversættelserne gennemføres af den meget populære kunstige intelligens ChatGPT

– Man autoriserer bibeloversættelser, fordi man synes, at det er vigtigt, at man som kirke og kristne har én fælles oversættelse at gå ud fra. Enhver oversættelse rummer nemlig en grad af fortolkning. Det gælder også bibeloversættelse. Det er den eneste måde, som vi rent faktisk kan flytte kirken på, på tværs af trossamfund, siger Barbudus Hansen.

Han peger blandt andet på, at kirkens holdninger til kvinder, seksuelle afvigere og tilhængere af andre religiøse er nogle af de ting, som den nye oversættelse skal se på.

– Havde vi tidligere haft en oversættelse af biblen, der havde FN’s menneskerettighedserklæring og verdensmål inkluderet, så havde vi ikke set hekseprocesserne her i Danmark. Vi havde også undgået mange af jødeforfølgelserne, slaveriet og voksenmobningen af de homoseksuelle, som vi har set i kirken helt frem til i dag. Det er med andre ord på tide, at vi får set på det, siger Barbudus Hansen.

Han afviser, at man med oversættelsen vil føje nye tanker til den oldgamle og muligvis guddommeligt inspirerede tekst.

Foto: Publicpictures.net.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Biblen skal nyoversættes og indeholde menneskerettigheder"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*