Den store bevoksningsudskiftning: Bronzealdermand fælder invasive bøgetræer 4.92/5 (13)

Foto: Papposilenos.

Om få generationer har bøgetræer fortrængt alle oprindelige træer. Det agter bronzealdermanden, Ask Birkerod at forhindre med sin pålstav.

– Skynd dig kom! Om føje år landet som en bøgeskov står.

Således formulerer bronzealdermanden Ask Birkerod sit værste mareridt. Landskabet, der har formet hans families og landsmænds identitet i århundreder, trues af invasive bøgetræer. Med lynets hast breder de sig overalt.

– Bøgetræerne fortrænger de oprindelige træarter, som kommer i mindretal. Det er træer, som har udgjort vores verden siden tidernes morgen, men bøgen trænger sig ind sydfra og vil skabe et landskab, som ikke hører hjemme her, hvor vi bor. Derfor skal de bekæmpes med alle midler, siger Ask Birkerod.

Da Satyren møder ham, er han i færd med at  uskadeliggøre dagens første unge bøgetræ. Mens han med sin pålstav afbarker en bræmme rundt om hele stammen, fortæller han, at da hans oldefar var dreng, var bøgetræer et sjældent syn, mens de nu skyder op alle vegne.

Fortrænger oprindelige træer

Han har ikke noget i mod veddet. Det kan nogen sikkert engang lave fine møbler eller brænde af, mener han, men bøgen er en unaturlig indvandrer, som ødelægger hans elskede naturlige landskab.

– Jeg elsker birketræer. Egetræer gør mig lykkelig, mens ask, elm og lind er en fryd for mit øje, siger Ask Birkerod. Bøgetræet gør mig deprimeret. Jeg ved, at det er vil ødelægge den verden, vi værdsætter og finder smuk. Hvis ikke vi gør noget nu, vil den store bevoksningsudskiftning allerede i mine børnebørns levetid være en realitet, og så er det for sent.

Ask Birkerod er bange for, at fremtidige generationer ligefrem begynder at tilbede bøgetræet. Han frygter at bøgen skaber en usund nationalisme, hvor folk digter kvad til træets ære og gør det til nationaltræ.

– Det må aldrig ske, men jeg oplever en ligegyldighed hos mange og hos nogen ligefrem et ønske om at få flere bøgetræer. De ser økonomiske fordele i bøgeskove, siger han med forargelse i stemmen.

Godt for bøndernes svin

Satyren møder bonden Grynte Svinebørste. Han ser ingen problemer i, at bøgen breder sig. Den er kommet for at blive, og bøgen er til stor gavn for bønderne, slår han fast.

– Vi har brug for alle de bøgetræer, vi kan få. Siden vore forfædre begyndte at dyrke hvede, byg, emmer og hirse, har man ryddet skov. Der er langt færre egetræer og dermed færre agern til vores svin. Bøgen kaster fine frugter, som svinene elsker, og vi kan øge vores produktion betydeligt, siger Grynte Svinebørste.

Han tilføjer, at bøgetræet er et robust træ, som ikke tager skade af, at et svin står og gnubber sig op ad det. Han råder Ask Birkerod til at stikke pålstaven i bæltet og melde sig ind i fremtiden.

Foto: Papposilenos.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Den store bevoksningsudskiftning: Bronzealdermand fælder invasive bøgetræer"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*