Danefægodtgørelsen for gigantisk fund af nazi-guld truer med at ruinere den danske stat. Nationalmuseet står fast. Dusøren skal udbetales til den lykkelige finder.
– Hele det økonomiske råderum ryger. Vi må skære i kernevelfærden, sætte pensionsalderen op og afskaffe julen, eller vi må sælge Grønland til Trump, hvis vi skal udbetale mere end 2.000 milliarder kroner i danefægodtgørelse for noget gammelt guld.
Det siger en dybt rystet finansminister Nicolai Wammen. Satyren møder ham kort efter han har modtaget anmodningen om midler til dusøren fra Nationalmuseet, og mens paramedicinere fra Københavns Brandvæsen yder ministeren livreddende førstehjælp.
– Findes der vitterligt ikke andre muligheder, raller Finansministeren, inden en paramediciner brysk afbryder interviewet.
Nej, der findes ingen andre muligheder, fastslår Nationalmuseets direktør Rane Willerslev.
– Der er tale om et helt vildt. vildt, vildt, vildt (forkortet af red.) fund. Det er et meget værdifuldt vidnesbyrd om Besættelsen og Anden Verdenskrig, og nazi-guldet hører til på et museum. Finderen skal have sin skattefrie godtgørelse, siger Rane Willerslev og tilføjer et ”basta”!
Første sikre fund af nazi-guld
Willerslev fortæller, hvordan en amatørarkæolog fandt nazi-guldet i Thy en dag i foråret. Hun underrettede det lokale museum, der sammen med politiet under dække af, at der skulle rejses en gigavindmølle, fik afspærret området og kørt næsten 2500 tons guld væk i en større karavane af containerlastbiler.
Som Nationalmuseets direktør har Rane Willerslev eneret på at erklære fund for danefæ, og han har ubegrænsede midler til sin rådighed.
– Jeg skriver til Finansministeriet og beder om penge, så det koster ikke Nationalmuseet en krone, siger han med et bredt smil om beløbet, der svarer til næsten to års offentlige udgifter.
Willerslev fortæller, at guldværdien kun udgør godt 1763 milliarder kroner. Resten udbetales for fundets sjældenhed og for udvist omhu.
– Det er det første dokumenterede fund af nazi-guld i nyere tid, hvis overhovedet. Det gør guldet helt unikt. Hver sommer, når agurketiden indtræffer, flyder medierne over med historier om, at nu er der dukket nazi-guld op et eller andet sted i Europa, men hidtil har det været vilde fantasifostre i sensationshungrende hjerner, siger Rane Willerslev.
Inspirerer TV2
Eftersom nazi-guldet er erklæret for danefæ, må staten ikke sælge det, og det glæder Rane Willerslev. Han vil nemlig vise guldet i en ny særudstilling i Frihedsmuseet, som skal udvides til formålet.
Satyren har talt med finderen, som ønsker at være anonym. Hun har ikke lagt planer for, hvad de mange penge skal bruges til.
– Jeg køber nok en ny plæneklipper og en bedre detektor, og så får børnene lidt ind på deres opsparing. For mig handler det ikke om pengene, men om at bidrage til vores historie, siger den 38 årige kvinde fra Midtjylland.
Hun er blevet kontaktet af TV2. Hendes fund har inspireret dramaafdelingen til en sæson 2 af serien ”Danefæ”. Anders W. Berthelsen, nazister og danefæ sælger bare skidegodt, skriver TV2 i en mail til Satyren.
Illustration: CHAT_GPT.

Be the first to comment on "Statsbankerot truer: Nazi-guld for 2.000 mia. kroner er danefæ"