Ny trend i danske hjem: Pulterkamre bygges som museumsmagasiner 4.57/5 (7)

Kæmpebyggerier af museumsmagasiner på tværs af Danmark har kickstartet en ny bølge af boligrenoveringer. Nu er klimastyrede pulterkamre den nye boligmegatrend.

 – Der er ingen tvivl, når man ser på data. Det her er en ny megatrend.

Sådan siger boligkulturforsker Jacob Søndergaard fra Kulturinstituttet Absalon, efter en ny boligtendens for alvor er slået igennem i Danmark.

– Vi er oppe på den helt store klinge i historisk vigtighed. Det er ligesom med den fine stue omkring år 1900, sauna og gildesale i 1960’erne, vinreolen fra 1980’erne,  samtalekøkkener omkring år 2000 og nu avancerede pulterkamre og biblioteker med klimastyring, siger han.

Han mener, at tendensen er inspireret af de mange nye museumsmagasiner, der netop nu som paddehatte skyder op over hele landet.

– De findes i Vinge i Nordsjælland, hvor Nationalmuseet har bygget. På Bornholm og på Lolland, hvor lokale museer er i gang og også i selve København. Samtidig er flere jyske museer på spring for at hoppe med på trenden. Den forstærkes, og vokser sig hele tiden stærkere, og det inspirerer selvfølgelig de helt almindelige danskere, lyder det fra forskeren.

Digital alder gør analoge minder dyrbare

Jacob Søndergaard fortæller, at man ser voldsomme investeringer i teknisk udstyr omkring pulterkamrene.

– I gamle dage, så satte man møbler, gamle bøger, ulæselige noter fra studiet og det uddaterede spisestel i kasser op på loftet direkte under taget eller ud i et pulterkammer, hvor fugten drev ned ad væggene. Nu ser vi i stedet avancerede løsninger til at styre temperatur og luftfugtighed i særlige rum, fortæller han.

Han mener, at investeringerne handler om at bevare ens minder i en tid, hvor mere og mere bliver digitalt, og hvor mange hjem samtidig er invaderet af skægkræ, og som derfor kræver særlig beskyttelse.

– Vi har alle prøvet at miste en harddisk eller en telefon med vigtige billeder.  Vi tror, at det hele ligger sikkert i skyen, men det gør det ikke altid. Og i dag, hvor hele ens liv, lige fra vielsesattesten over den seneste lønseddel til billedet fra den seneste familiefest ligger digitalt, så er vi endnu mere bevidste om muligheden for at miste vores sidste jordforbindelse nemlig det analoge, siger han.

Museumsmand begejstret

Jonas Mogensen fra Det Fynske Dagligdagsmuseum er begejstret over den nye tendens.

– At man opbevarer sine ting ordentligt  har meget stor betydning for os på museerne. Der er ingen grænser for, hvor mange rustne harver fra 1800-tallet og delvist nedbrudte Madam Blå-kaffekander vi har fået indleveret gennem tiden, siger han.

I fremtiden så vil alt være velkonserveret, og kun det almindelige slid på den gamle CD med Madonna og de gamle ludo-spil vil kunne ses på genstandene.

Arbejdet med at bevare vores kulturarv starter nu så at sige i samme sekund, som de sidste blomster i vasen er blevet smidt ud. Så snart man ikke ved, hvad man skal gøre af en ting og sætter den på pulterkammeret, så er den sikret for fremtiden, siger han.

Han mener, at det for fremtidens forskere med privatfolks nye tiltag kan få en meget bedre forståelse af nutidens mennesker.

– Pludselig skiftede vi til en kultur, hvor musik, man ikke selv spillede, betød meget. Men inden for kort tid blev først spolebånd, så LP’ere, så kassettebånd og til sidst CD’ere skrottet. Det har været en enorm voldsom bevægelse, og har krævet massive investeringer. Det ville være nærliggende for fremtidens forskere at tro, at medierne blev ofret til guderne. I stedet var det jo bare lagermedierne, der gik af mode, siger han.

Illustration: CHAT_GPT.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Ny trend i danske hjem: Pulterkamre bygges som museumsmagasiner"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*