I et åbenhjertigt interview kalder ærkebiskop Absalon erobringen af Arkona i 1169 for meningsløs.
Han er landets måske mest kendte bisp gennem alle tider og er kendt for både at lede sin flok i fred og krig. Men nu erkender Absalon, at krigen mod Venderne var en fejl.
– Vi kunne hverken forsvare landvindingen eller redde borgen fra havet. Det var spild af liv og spild af tid.
Biskop Absalon piller ved sin ring, mens han åbenhjertigt ser tilbage på sit lange liv i korsets og kongens tjeneste.
– Jeg ved godt, at krigstrommerne lød smukt på Rügen dengang i 1169, men jeg hører kun efterklangen nu, og den skurrer, siger den aldrende biskop og hoster, så hans høje bispehue kommer til at sidde skævt. En messedreng retter den forsigtigt op, før han fortsætter.
Vakkelvorn træborg
Strategisk set giver han sig selv dumpekarakter.
– Danmark havde ikke styrken til at forsvare de nye besiddelser. Ja, vi fik et len og en titel, men reelt holdt overtaget kun til Bornhøved i 1227, hvor Valdemars knægt tabte det hele. Derefter blev storhedsrusen til hovedpine, og regningen for ekspansionen forfaldt med renter, siger han resigneret og peger på, at Valdemar den Stores søn reelt blev Valdemar den Lille.
Han kalder sukkende hele felttoget for et helvede.
– Otte dages belejring af en gammel træborg uden ordentlig indkvartering for os. Piskende regn, sovehalm med lus og grød så tynd, at den måtte støttes af bøn for at komme ned, fortsætter han og retter på sit plettede pallium.
Han mener, at man bare skulle have erobret resten af øen og have ladet Venderne hygge sig alene i deres borg.
– Arkona var stærk, men havet er stærkere. Bølgerne spiser år for år af den borg, vi kæmpede så hårdt for. I dag står der stumper tilbage, og resten har Østersøen spist. Havde vi været tålmodige, så havde naturen gjort arbejdet for os, siger han.
Taber altid det hele
Han løfter et bryn og sender en mild stikpille til sit eget folk.
– Vi danskere er eminente til at erobre og store i slaget, når vi gør det. Vi elsker et stort angreb, men kan ikke holde noget som helst. Hæren tager hjem, og bønder står tilbage uden midler. Det var ligesom i Afghanistan, siger han og peger mod et smukt håndskrift om Alexander den Store, han har stående i sit armarium.
Han vil i tilbageblik bede om tilgivelse for at have støttet felttoget.
– Jeg har gjort mange dumme ting, men ingen så dumme som dette, siger han.
Illustration: ChatGPT.

Be the first to comment on "Stort interview: Absalon kalder Arkona sit livs fejl"