Regeringens ønske om en medieombudsmand vækker forargelse hos Satyrens bestyrelsesformand, Baron von Münchhausen.
– Danmark har ikke behov for en medieombudsmand. Vi har et udmærket strafferetsligt system, hvor utidige skribenter ryger i gabestokken på torvet til offentlig spot og spe. Det er et retfærdigt system, der i ekstreme tilfælde sender smædeskribenter i galgen, medmindre de altså er adelige, så udreder bøddeløksen forholdet.
Sådan siger Satyrens bestyrelsesformand, Karl Friedrich Hieronymus, Baron von Münchhausen til Satyren efter Satyrens sommerbestyrelsesmøde på baronens gods i Bodenwerder ved Weser i Tyskland.
Dermed mener han, som stort set alle andre danske medier, at en medieombudsmand er noget, Fanden har skabt. Faktisk synes Baronen, at en medieombudsmand kan være til direkte skade for personer, som udsættes for bagvaskelse og lumre anklager i pressen.
– En ombudsmand øger bureaukratiet. Han vil forhale processen unødvendigt, så de skadelidte tyer til selvtægt og udfordrer til duel og den slags, fordi den hurtige satisfaktion unddrages dem. Regeringen skal udvise mandsmod og slå hårdt ned på de formastelige flyvebladsbessmørrere. Hvis Amerikas Forenede Stater, Israel og Rusland kan, så kan Danmark også, siger von Münchhausen.
Tager afstand fra alt
Han beklager, at hans eget medie, Satyren, har mistet skarpe og dygtige skribenter på den konto. Således gik kirke- og trosredaktør Jan Hus gik op i flammer, fordi han ikke holdt sin publicistiske sti ren. En medieombudsmand havde bare trukket sagen i langdrag og måske sendt anklagerne videre mod Satyren og bestyrelsesformanden, som dengang ellers tog Jan Hus i forsvar.
– Tiden er en anden nu. Hvad jeg og bestyrelsen himlede op om over for paver, konger og kejsere dengang, tager vi naturligvis kraftigt afstand fra og undskylder omgående i dag. Jan Hus skulle have tænkt sig om. Han var selv ude om det, lyder det fra Baronen, som uddyber:
– For tiden er det jo heller ikke comme il faut at skrive satirisk om De Forenede Staters himmelske, guddommelige og altvidende præsident. Det ser vi i disse dage, hvor han storsindet nøjes med at smide maliciøse kronikører på porten, men når han er væk, vil vi selvfølgelig igen kalde ham for en (censureret af red.).
Han mener, at ethvert skrivende menneske derfor til enhver tid må se sit ansvar i øjnene, og tænke på sine ofre og aktionærerne og tage bestik af situationen, inden han dypper gåsefjeren og sætter den til papiret.
Medieombudsmand kan redde liv
Münschhausens afvisning af en medieombudsmand falder ikke i god jord blandt Satyrens ansatte og hos chefredaktøren.
– Jeg synes, at en medieombudsmand kan gavne den publicistiske sag og journalisternes sikkerhed. Sagsbehandlingstiden køber os tid til befrielsesaktioner og indsamlinger til løsesummer og bestikkelse. På den måde kan han redde liv, udtaler ansvarshavende chefredaktør, Papposilenos, til sig selv på vegne af sig selv.
Chefedaktøren fik på bestyrelsesmødet imidlertid direkte at vide, at der ikke er forståelse for hans synspunkt.
Formanden bekræfter over for Satyren, at Satyren planlægger en redaktionel strukturændring. Den overflødiggør laget af redaktører til fordel for allehånde magters direkte indflydelse på indholdet.
– Vi skal jo følge med tiden og tidsånden, siger Karl Friedrich Hieronymus, Baron von Münchhausen.
Ansvarshavende chefredaktør Papposilenos foran Münchhausens gods efter bestyrelsesmødet. Foto: Fru Papposilenos.

Be the first to comment on "Baron von Münchhausen: Hvad skal vi med en medieombudsmand?"