Valhal 2.0: Odin moderniserer dødsrigerne 4.54/5 (13)

Illustration. ChatGPT

Odin opretter et nyt Valhal til internetkrigere, nyt Folkvang til sexgale og pyntesyge og et opgraderet Hel til døde med fascistisk bagage.

– Jeg har set jeres tidsalder. Jeg nægter at lade evigheden administreres som et ringbind fra jernalderen, siger Odin, mens han ifølge en kortfattet orientering fra Asgårds Forvaltningsenhed kigger strengt på horisonten og på menneskers browserhistorik.

Den Højes reform betyder, at asa-troen får en nyordning af dødsrigerne, hvor tre moderne destinationer supplerer de klassiske: Et nyt Valhal, der primært skal tage imod internetkrigere med hjerte-karsygdomme, et nyt Folkvang til frigjorte og pyntesyge mennesker samt et nyt Hel for døde, der blandt andet har støttet fascisme, nazisme, nationalisme og MAGA.

Baggrunden er, at den gamle ordning ifølge interne notater ikke længere afspejler samtidens dødsårsager, identitetspraksis og politiske nichefællesskaber.

Satyren har spurgt, hvorfor det først sker nu. Svaret lyder, at systemet længe har været presset af en voksende bunke uafklarede kategorier som ‘kommentarfeltets tapre’ og alle dem, der havde set en video på Youtube.

Valhal 2.0

Det nye Valhal etableres som en særskilt enhed for faldne internetkrigere, der gennem årene har kæmpet bravt i digitale skærmydsler, men er bukket under for hjerte-karrelaterede hændelser i forbindelse med for langvarig indignation, for højt blodtryk, galde-udgydelser online samt junk food.

– De faldt ikke på slagmarken, men de faldt trods alt i kamp. Jeg skelner ikke mellem kamp på spyd og debatter skrevet med caps lock aktiveret, siger Odin.

Han kalder ordningen en nødvendig opdatering af æresbegrebet og understreger, at alle ankomster i Valhal som altid mødes af et velkomsthorn, men nu udvides det med en ergonomisk stol og en evig forsyning af argumenter, der lyder stærke, når man læser dem højt for sig selv.

Folkvang for frigjorte

Samtidig åbnes et nyt Folkvang. Det er målrettet mennesker, der i livet har været sexgale, frigjorte, pyntesyge og konsekvent alt for forfængelige. Ifølge den foreløbige vejledning tæller det som merit, hvis man har brugt mere tid på at blive klar til at tage ud, end på at være out and about.

– Det er ikke overfladiskhed. Det er livsførelse, siger en kilde med indsigt i Folkvangs optagelsespraksis. Han beskriver riget som en veldrevet efterverden med plads til både romantisk musik, veloplyste spejle og king size-senge.

Satyren erfarer, at finansmanden og sexforbryderen Jeffrey Epstein får en central ledelsesfunktion i Ny Folkvang.

Ny Hel med politisk oprydning

Den mest omtalte del af reformen er et nyt Hel til døde, der har støttet fascisme, nazisme og MAGA. Ifølge Asgårds kommunikationsberedskab har de alt for længe har kunnet gemme sig i uklare mellemzoner mellem misforståelse, ironi og ‘jeg stiller bare spørgsmål’.

– Jeg har givet mennesket fri vilje, men jeg har ikke givet det fri parkering i evigheden, siger Odin.

Han tilføjer, at den nye Hel-afdeling får en stram, men retfærdig linje. Her består straf primært af endeløse møder, hvor deltagerne skal blive enige om definitionen af deres egne ord uden at afbryde.

Selvudråbte shamaner står i denne sammenhæng til dobbelt straf, der også kan være fysisk.

De klassiske dødsriger vil fortsat bestå, men døde siden 1980 får mulighed for at appellere den oprindelige afgørelse, så de eventuelt kan blive flyttet til et af de moderne dødsriger.

Illustration: ChatGPT.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Valhal 2.0: Odin moderniserer dødsrigerne"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*