Som følge af skandalerne i det norske kongehus overtager Frederik den 10. af Danmark den norske trone. Uvist om Dobbeltmonarkiet genopstår.
Konge af Danmark og Norge. Ikke siden Frederik den 6. i 1814 frasagde sig at være dansk-norsk konge har en dansk regent båret den titel, men står det til det norske kongehus og Stortinget skal Kong Frederik den 10. af Danmark snart også bære titlen ‘Konge af Norge’.
Det erfarer Satyren fra et lækket norsk regeringsnotat, som er udarbejdet, efter Kong Harald den 5. meddelte den norske statsminister, at han abdicerer. Oplysningerne er bekræftet af en række mails i de såkaldte Epstein-dokumenter, som er offentliggjort af den amerikanske stat.
Ifølge notatet har Harald efter råd fra sin shaman fået nok af det, han kalder den norske ´dritt trone’. Efter lange samtaler med Kronprins Haakon har de to valgt at kaste kongekåberne i ringen.
Laver en Karl-Johan
Anonyme kilder i det norske kongehus oplyser, at kongen, kronprinsen og statsminister Jonas Gahr Støre er enige om, at en ny konge hentes ind udefra.
– De laver en ’Karl-Johan’, som svenskerne gjorde det i 1818. De henter en udlænding ind til at overtage tronen, siger Kong Haralds kammertjener, som ikke vil have sit navn frem.
Han fortæller, at man ønsker en tillidsvækkende, troværdig og erfaren konge. Han skal være respekteret og anerkendt af sit folk og have en dronning med styr på sit liv.
– Den slags hænger ikke på træerne, og der er ikke noget brugbart at hente i Storbritannien. Svensker må regenten for Guds skyld heller ikke være. Derfor er valget faldet på Kong Frederik af Danmark, fortæller kammertjeneren.
Uvist er det, om Frederik blot overtager tronen som en slags formel regent, ligesom Kong Charles er det for en række Commonwealth lande, eller de to kongeriger fusionerer, så Dobbeltmonarkiet genopstår efter 212 år.
Billigere agurker og øl
Ingen af de regeringsmedlemmer og højtstående embedsfolk i den norske stat, som Satyren har kontaktet, ønsker at udtale sig om en sammenlægning, så længe deres relationer til Jeffrey Epstein efterforskes.
Til gengæld vil politisk kommentator ved den norske avis Verdens Gang, Odd Geir Syltevik, gerne kommentere Satyrens oplysninger.
– Det er da en kjæmpefin idé at slå pjalterne vores sammen igen. Norge får et troværdigt kongepar og udsigt til billigere øl og agurker, en middelklassenordmand kan betale. Danmark får et langt bedre fodboldlandshold, bliver en stor vintersportsnation, og sammen sidder vi tungt på den globale håndboldtrone, siger Odd Geir Syltevik.
Satyren erfarer, at Kong Frederik den 10. udråbes den 17. maj på Eidsvoll som Frederik den 7. af Norge. Hans norske valgsprog lyder: “Min ærlighet, folkets kjærlighet”.
Hverken Statsminister Mette Frederiksen (S) eller det danske kongehus ønsker at kommentere Satyrens oplysninger.
Illustration: Kommende maleri på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Be the first to comment on "Harald den 5. abdicerer: Frederik ny konge af Norge"