Den danske jetset-spekulant Jeppe Eriksen har købt selskabet bag biblioteket i Alexandria for at realisere milliarder i biblioteksbøder og gebyrer.
Et hurtigt opkøb har ændret ejerskabet til en stor del af den skrevne kulturarv fra antikken. Den danske jetset-spekulant Jeppe Eriksen har nemlig i en lynhandel til én million euro overtaget det formelle ejerskab til biblioteket i Alexandria og alle værker, der var i samlingen frem til omkring år 400.
I en udmelding skriver han, at han nu vil opspore værker fra samlingen, kræve dem afleveret og samtidig opkræve gebyr for for sent afleverede bøger.
Eriksen beskriver planen som en almindelig rykkerproces, hvor han sender opkrævninger til lånerne og deres arvinger. Han vurderer, at omkring 20.000 værker stadig er i cirkulation.
– Vi starter med standardtakst som gebyr på 20 kroner om ugen pr. værk. Det er samme niveau, som biblioteker over hele verden bruger den dag i dag, siger Jeppe Eriksen.
Milliarder i gebyrer
Hvis det lykkes at finde de formodede værker, så svarer det til en værdi på mindst 41,6 milliarder danske kroner alene i rykkergebyrer, viser Satyrens beregninger. Det svarer til ret præcist til prisen på Storebæltsforbindelsen i 2026-priser.
– Alt tyder på, at der er tale om en god og ikke mindst samfundsgavnlig forretning, siger Jeppe Eriksen.
Det antikke bibliotek i Alexandria var knyttet til Museion, et forskningsmiljø i den ptolemæiske by. Det havde som mål at samle så meget boglig viden som muligt.
Bibliotekets nedgang bliver typisk knyttet til flere episoder og ikke én enkelt ildebrand. Fælles er dog, at romerske legionærer eller kristne fanatikere i hvert eneste tilfælde er knyttet til ødelæggelserne.
– I dag taler mange om brand-værdi, sagt på engelsk. Men jeg tænker helt dansk på brandværdi, siger Jeppe Eriksen, og tilføjer, at han vil kræve erstatning fra den katolske kirke, der både bar ansvar for dets præsters ødelæggelser, og som samtidig er arvtager til Romerriget.
– Hvis nogen stjæler min bil eller sætter ild på den, og jeg kender den ansvarlige gerningsmand, så kræver jeg jo kompensation. Det gør man også, hvis gerningsmænd sætter ild til et bibliotek. Så selvfølgelig er det også noget, som mine advokater kigger ind i lige nu, siger han, og lægger ikke skjul på, at det astronomiske krav, der er tale om, vil ryste Vatikanet.
Opkøbet forventes godkendt af EU-Kommissionen i løbet af foråret.
Foto: Pixnio.

Be the first to comment on "Dansk spekulant opkræver gebyr for gamle udlån fra biblioteket i Alexandria"