Danskere over hele landet graver i disse timer haverne op efter et omfattende sølvfund i Rebild. Byggemarkeder melder om pres på flisebeholdningen.
Lyden af skovle, der rammer sten i jorden, har bredt sig gennem danske villakvarterer. Fra tidligt mandag morgen er gamle terrasser brudt op, rosenbede gravet igennem og indkørsler undersøgt ned til under stabilgruset, efter nyheden om at en haveejer i Rebild tidligere på året fandt Danmarks hidtil største sølvskat fra vikingetiden under arbejdet med at anlægge en ny terrasse.
Fundet består af 18,5 kilo sølv fordelt på 700 genstande og fragmenter. Sølvskatten blev begravet i et lerkar i 900-tallet og kom frem, da haveejeren gravede ud til en ny fliseterrasse, oplyser flere medier mandag.
Det har gjort indtryk på danskere. I stor stil forsøger de at finde sølvskatte ved at anlægge nye terrasser.
Flere Silvan- og Jem & Fix-butikker oplever nu enorm interesse for spader, grebe, trillebøre og arbejdsbukser, mens både herregårdssten og klassiske 40 x 40-fliser flere steder meldes vanskelige at skaffe, oplyser pressetalsmand for Silvan, Jonas Kobbelsten, til Satyren.
Silvan presset
– Det er fantastisk. Det sætter virkelig gang i mange gør-det-selv-ting, siger han og hvisker, at der går rygter om, at endnu en terrasseskat er fundet i Bagsværd ved brug af netop den skovl, som butikken tilfældigvis har på tilbud i denne uge, siger Jonas Kobbelsten.
Den store lyst til at grave har ramt bredt, erfarer Satyren, der passer føreren af en Berlingo med Brænderuptrailer fyldt med fliser op foran byggemarkedet i Taastrup.
– Jeg havde egentlig ingen planer om at ændre terrassen. Men da min kone regnede på, hvad 18,5 kilo sølv er værd, blev vi enige om, at de 42 kvadratmeter da godt kunne trænge til at blive lagt om, siger Carsten Madsen fra Høje-Taastrup, der mandag satte sine tre børn til at grave langs hækken, mens han selv kørte efter nye fliser og kantsten til forsythia-bedet.
Læger advarer mod børnearbejde
Skattejagten udløser nu bekymring blandt læger, efter at børn flere steder inddrages i det tunge arbejde. Især løft af betonfliser, kørsel med fyldte trillebøre og længere tids arbejde med tunge hakker i hård jord kan belaste ryg, skuldre og knæ.
Forældre anbefales derfor at lade børnene skifte mellem opgaverne.
– Et barn på otte år bør ikke løfte en 40 x 40-flise alene flere hundrede gange på en weekend. Hvis familien absolut skal kulegrave hele matriklen efter vikingesølv, bør de mindste børn sættes til mindre krævende opgaver. De kan si jorden eller undersøge området under trampolinen, siger overlæge Sørine Vestergaard.
Museer følger udviklingen tæt
På museerne følges udviklingen med stigende interesse. Nationalmuseet udbetalte 7,61 millioner kroner i danefægodtgørelse i 2025. Samme år modtog museet 3.176 sager og har mere end 20.000 genstande til vurdering.
Museumsfolk frygter nu, at kombinationen af 1,4 millioner parcelhuse, nogenlunde tørt sensommervejr og udsigten til sølv under terrassen kan lægge et usædvanligt pres på danefæordningen. Danefægodtgørelsen afhænger blandt andet af fundets materiale, sjældenhed og den omhu, som finderen har udvist.
Nationalmuseet har allerede en sagsbehandlingstid på over to år. Situationen kan blive vanskeligere, hvis bare en mindre del af landets haveejere afleverer indholdet fra deres rosenbede. Samtidig er der frygt for, at sagsbehandlerne overvældes af mange henvendelser om falske sager. Således har en formodet skat fra Hjallese vist sig at være resterne af et køleskab, der blev gravet ned en lyssky nat i 1964.
I Høje-Taastrup er Carsten Madsen og familie mandag aften nået en dybde på 65 centimeter langs huset. Foreløbig er der fundet to kapsler, et rustent søm til tagpap og en femkrone fra 1997.
Carsten Madsen oplyser, at han købt pandelamper til alle, så arbejdet fortsætter, når børnene senere i aften kommer hjem fra svømning, selv om DMI lover skybrud.
Illustration: AI-genereret for at få børn til at arbejde.

Be the first to comment on "Sølvskat under terrasse udløser kaos i byggemarkeder"