Partiet Alternativa pro Roma kræver stop for germansk masseindvandring og vil sende dem alle tilbage over Rhinen. Kejser Theodosius afviser. Rom mangler arbejdskraft.
Romerne har fået nok af visigoter, vandaler og frankere, og hvem der ellers strømmer ind over Limes for at bosætte sig i rigets nordlige provinser. Derfor går partiet Alternativa pro Roma til valg på at løse germanersvøben en gang for alle.
Alternativa pro Romas partiformand og spidskandidat til senatsvalget, Antino Propella, er meget klar i spyttet:
– Remigration og en tæt Limes er den endelige løsning på Roms germanske svøbe, siger han og fortsætter:
– Rom skal lukke grænserne, bygge en effektiv mur og standse den germanske massemigration. Vi skal skabe indre sikkerhed og beskytte romerske statsborgere mod ikke-integrerbare kriminelle barbarer, som skal sendes hjem alle som en.
Masserne bakker op
Det budskab løber som en græsk ild gennem provinserne langs grænsen ved Rhinen og Donau, hvor pøblen bakker op om partiets nultolerance.
– Vi bliver et mindretal i vores egen provins, hvis germanske horder fortsat vælter ind. Legionerne gør jo intet for at standse dem. De dernede i Rom gør jo heller ingenting, og kejseren bestiller ikke andet end at lukke visigoter ind, lyder det fra en pottemager i Augusta Treverorum, som stemmer på Alternativa pro Roma ved byens næste folkeforsamling.
En klædehandler på byens forum svarer Satyrens udsendte med utvetydig tale:
– Til Hades med alle blonde og blåøjede germanere med deres lusebefængte sveberknuder. De render rundt i bukser, provokerer, nægter at tale latin og voldtager vores kvinder. Ud med det pak!
Utrygge Germanere
Germanerhadet spreder frygt i provinsernes germanske samfund, hvor selv naturaliserede, kampvante germanere føler sig utrygge.
– Jeg har tjent i 25 år som soldat og har gjort mig fortjent til det statsborgerskab, de nu vil tage fra mig for bagefter at sende mig tilbage til mit germanske oprindelsesområde, hvor jeg er en forhadt mand, siger en tidligere hjælpesoldat, som ønsker at være anonym.
Står det til kejser Theodosius, får den tidligere soldat og hans sammenførte familie lov til at blive.
Rom har ifølge kejseren brug for dem. De store latifundi behøver fremmed arbejdskraft til at dyrke jorden, nu hvor Roma er blevet et kristent imperium, og alle er opmærksomme på strukturelle uligheder og slaveri.
Vi klarer det
De ligger ingen til last, bedyrer Theodosius, som er glad for germanere i rigets tjeneste.
– Imperium Romanum er jo ikke et velfærdsimperium, så migranterne tager ikke noget fra nogen, og jeg må indrømme, at min germanske hærfører, Stilicho, faktisk er langt bedre til at hæve højre arm, stå ret og skrige “Hil Cæsar” end nogen romer, siger kejseren og maner til besindelse.
– Vi klarer det. Jeg vædder gerne det halve imperium på, at ingen skal frygte germanerne. De er kommet for at arbejde, og jeg ser ingen realistiske scenarier, hvor de en dag får afgørende indflydelse på, hvem der regerer den vestlige del af riget, siger Theodosius.
Illustrationen er desværre AI-skabt af Chatgpt.

Be the first to comment on "Alternativa pro Roma: Stop germansk massemigration"