Rådvild statsminister: Skal vi tillade amerikanske baser på dansk jord? 4.91/5 (11)

Foto: News Øresund, Wikimedia.

Danmarks statsminister under Anden Verdenskrig Erik Scavenius råder Mette Frederiksen til samarbejde og til at stole på USA. Hun skal tillade amerikanske styrker i Danmark og tjene på det.

Kære Satyren

Jeg har brug for jeres hjælp igen. For et par år siden indgik min regering en aftale med USA’s daværende præsident Joe Biden, en sød gammel mand, om at give amerikanerne lov til at etablere baser og udstationere tropper i Danmark. De skulle komme og passe på os, og vi kunne spare rigtigt meget på forsvarsbudgettet.

Men siden Donald Trump blev præsident, er jeg kommet i tvivl. Han vil have Grønland og spiller fornærmet, når vi siger nej. Han taler grimt om os. Han truer med vilde toldsatser og handelskrig. Han vil have, at vi skal øge vores forsvarsbudgetter, og han forlanger, at danske virksomheder og universiteter opgiver mangfoldighedsprogrammer.

Amerikanerne er vores aller-aller-allerbedste venner og vigtigste allierede, men tør jeg stole på Trump? Oppositionen kalder baserne for en trojansk hest, og de frygter, at amerikanere render rundt i gaderne og peger med deres skydere.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare leve med det?

Kærlig hilsen

Fortvivlede Mette

Kære fortvivlede Mette

Av, det er et virkelig grimt dilemma. Det er ikke sjovt, når et stort og magtfuldt land pludselig stiller krav  og forlanger alt muligt af en lille, forsvarsløs nation som Danmark. Det husker jeg kun alt for godt med Tyskland mellem 1933 og 1945.

Jeg hylder de tre ”S-er”, som er samarbejde, samarbejde og samarbejde. De bør derfor uden tøven sige ja til amerikanske baser på dansk jord og byde dem velkommen. De bør samtidig indgå en ikke-angrebspagt, lige som vi gjorde med Tyskland i 1939. Lad for Guds skyld være med at bryde den, provokere amerikanerne eller angribe dem. De risikerer en voldsom reaktion ligesom den, Danmark oplevede den 9. april 1940. Hvordan Danmark brød ikke-angrebspagten med Tyskland, har jeg dog aldrig fundet ud af.

Denne hr. Trump lyder som en brovtende amerikaner. Hvis han ligner Tysklands fører, ja, så tager han, alligevel hvad han vil. Derfor bør De udnytte samarbejdsaftalen til gavn og gunst for dansk landbrug og danske fabrikker. Jeg lover Dem, at Kongeriget tjente godt på bøndernes flæskeeksport og Riffelsyndikatets leverancer til Værnemagten. Hvis han bliver ligeså desperat efter danske varer som hr. Hitler, kan De lægge en skyhøj eksporttold på og flå ham. De kan så efterfølgende gennemføre en pengeombytning og sikre statskassen et stort provenu.

Lad trygt de amerikanske tropper besætte Danmark. Hvis befolkningen lader dem i fred, så lader de også befolkningen i fred. Det gjorde de tyske tropper for det meste dengang. De var som regel høflige og ganske belevne overfor de danske damer.

Med højagtelse.

Deres Erik Julius Christian Scavenius.

Foto: News Øresund, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Rådvild statsminister: Skal vi tillade amerikanske baser på dansk jord?"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*