Dødsfald: Rane Willerslev kogt af kannibaler 4.95/5 (19)

Nationalmuseets direktør Rane Willerslev blev offer for menneskeædere, han selv havde installeret for at gøre museets etnografiske udstilling mere vild.

Uforsigtig omgang med en kedsomhedsknap kostede i går Nationalmuseets direktør Rane Willerslev livet. Det meddeler Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Ifølge Nationalmuseet indtraf dødsfaldet, da Rane Willerslev aktiverede en kedsomhedsknap i museets etnografiske udstilling, hvor Rane Willerslev fornylig installerede fire levende kannibaler fra Borneo.

Med ordene: ”nu bliver det enormt sindssygt vildt”, trykkede Willerslev på knappen, hvorefter menneskeæderne sprang frem. Bevæbnet med spyd, køller og store knive jagtede de Rane Willerslev gennem udstillingen. Da de havde nedlagt ham, puttede de ham i en stor gryde, mens museumsgæsterne klappede begejstret.

De lånte flere gryder, en sous vide og et mandolinjern. Jeg skaffede dem pastinak og runkelroer, da yams og maniok ikke er til at opdrive her i byen

Ingen blandt et mangetalligt publikum anede uråd.

– Han hylede og skreg, men vi troede det var en del af forestillingen, forklarer et tydeligt rystet vidne til Satyren.

Nationalmuseet har efterfølgende indstillet alt brug af kedsomhedsknapper og tilbudt hjælp fra krisepsykologer til de gæster, som var tæt på de voldsomme begivenheder.

Lånte grej i restaurantens køkken

Museet oplyser, at da Willerslev var mør, parterede kannibalerne ham og brunede ham over et bål i Nationalmuseets have, mens publikum kiggede på og en museumsinspektør, ulasteligt klædt i tweed og helt uvidende om menuens hovedingrediens, levende fortalte om de vilde kannibalers eksotiske liv.

Satyren har talt med kokken Nick, som arbejder i Nationalmuseets restaurant. Han fortæller, at kannibalerne flere gange var oppe i hans køkken for at låne grej og spørge efter råvarer.

– De lånte flere gryder, en sous vide og et mandolinjern. Jeg skaffede dem pastinak og runkelroer, da yams og maniok ikke er til at opdrive her i byen. Det var imponerende at se dem arbejde med helt andre teknikker og vise, hvad det ægte palæokøkken står for, siger kokken Nick.

Efterfølgende uddelte kannibalerne smagsprøver til museets gæster og serverede resten i restauranten og Nationalmuseets kantine.

Kannibalerne er jo beskyttet af FN-erklæringen for oprindelige folks rettigheder og kan ikke retsforfølges

Den tweedklædte museumsinspektør nåede også at smage Rane Willerslev.

–  Aldrig har jeg fået så delikat et måltid i  kantinen. Normalt serverer de udkogt laks og biksemad af afklippede pølseender, så vi er ikke forvente, men det her var udsøgt. Han var gennemstegt og smagte som en blanding af flodsvin og sumpleguan, siger museumsinspektøren, som nåede at få to gange, inden han fandt ud af, at han havde spist museumsdirektør til frokost.

Efterforskes som arbejdsulykke

Københavns Politis gastrotekniske afdeling har sikret sig resterne af Rane Wilerslev fra kantinens køleskab.

– Vi fandt noget, som ligner mørbrad og sprængt skinke, i to ildfaste fade, og i en margreteskål fandt vi rester af en sammenkogt ret, som vi tror er shaman-gryde. Det har vi sendt til obduktion på Retsmedicinsk Institut, forklarer politiets ledende efterforsker.

Politiet tilføjer, at dødsfaldet efterforskes som en arbejdsulykke.

– Kannibalerne er jo beskyttet af FN-erklæringen for oprindelige folks rettigheder og kan ikke retsforfølges, så vi har givet sagen videre til Arbejdstilsynet, oplyser politiet.

Rane Willerslev blev 47 år. Han efterlader sig to børn og en halvfærdig sæson 3 af Ranes Museum.

Illustration: Mester Ictum

Vurder denne artikel

1 Kommentar på "Dødsfald: Rane Willerslev kogt af kannibaler"

  1. A-M Elmby | 29. maj 2019 ved 0:52 | Svar

    Sludder at man ikke kan skaffe yams i København og omegn. Har selv købt en i Lyngby, men man gad måske ikke køre så langt uden for centrum. Har efterfølgende fortæret den, men nu er det jo også for sent.

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*