Museumsformidlere i chok: Syvårig synes prøv-selv-aktiviteter var kedelige 4.6/5 (20)

Et museumsbesøg i efterårsferien udviklede sig akavet, da syvårige Smilla sagde højt, at arkæologiske prøv-selv-aktiviteter var kedelige.

”Det er kedeligt, og ikke spor sjovt”. Med store kantede blokbogstaver står syvårige Smillas dom over de arkæologiske prøv-selv aktiviteter skrevet i Museum Midtdanmarks gæstebog.

Smillas ord har gjort hendes mor pinligt berørt. Det har slået museets direktør med forundring og vakt bestyrtelse blandt museumsformidlere.

Satyren har fået aktindsigt i Museum Midtdanmarks gæstebog. Efterfølgende har vi talt med Smillas mor, Anna, som har en ph.d. i sociale interventionsstudier på RUC. Hun ønsker ikke at få sit efternavn frem.

Skulle udfordres

Anna fortæller, at familien besøgte Museum Midtdanmark i efterårsferien for at opleve noget lærerigt på en sjov og spændende måde.

– Vi har talt med Smilla om, at hun har et stort behov for at blive udfordret på sine kompetencer gennem forskellige didaktiske praksisser, som kan udvikle hendes kognitive styrker, siger Anna.

Jeg syntes det lød en smule poppet, men Smilla virkede begejstret

Det var især de arkæologiske prøv-selv-aktiviteter, der trak. Hjemmesiden lovede, at børnene kunne være Indiana Jones for en dag. De måtte prøve en rigtig metaldetektor og gøre arkæologiske fund på deres helt egen udgravning, hvor de kunne finde et ægte menneskeskelet og danefæ af guld og sølv.

– Jeg syntes det lød en smule poppet, men Smilla virkede begejstret. Jeg slog det hen med, at det nok var museets marketingafdeling, som havde smurt lidt tykt på for ramme segmentet uden videregående uddannelse, siger Anna.

Kedelige potteskår

Aktiviteterne levede fuldt ud op til moderens forventninger.

– En ung formilder fortalte i en halv time om noget, han kaldte for arkæologisk metode. Han talte om noget, der hedder typologi, men Smilla begyndte at kede sig, så jeg gik i dialog med hende om hendes antagonistiske tilgang til læringsprocessen, siger Anna.

Hun fortæller, at Smilla på et tidspunkt fik en murerske i hånden og lov til at grave i en stor sandkasse. Hver gang hun fandt noget, skulle hun sætte en pind, måle det ind og markere det på en stor tegning. Smilla blev hele tiden korrigeret, fordi hun gravede huller i stedet for at følge noget, som formidleren kaldte stratigrafi.

Han blev såret og bad os forlade aktiviteten med en passivt aggressiv bemærkning om, at så måtte vi jo nok hellere tage i Legoland

Det blev meget akavet, da Smilla sagde, at de flintafslag og potteskår, hun fandt, var grimme og kedelige. Da hun gjorde opmærksom på, at det ægte menneskeskelet altså var lavet af plastik, fik den unge formidler nok.

– Han blev såret og bad os forlade aktiviteten med en passivt aggressiv bemærkning om, at så måtte vi jo nok hellere tage i Legoland. Da råbte Smilla højt, at det ville hun gerne, og den unge mand satte sig på hug og begravede ansigtet i hænderne, fortæller en skuffet Anna og tilføjer:

– Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min egen datter kunne være så ikke involverende i en formidlingssituation og udsætte andre mennesker for noget så grænseoverskridende.

Skal besøge Legoland

Direktør for Museum Midtdanmark Gyrite Mosedal er målløs over den syvårige piges reaktion. Hun forklarer, at den unge formidler er langtidssygemeldt, og hun bekræfter, at det danske museumsformidlermiljø befinder sig i en choktilstand.

Vi fortæller forældrene, hvor vigtigt sjov, leg og læring er for barnets udvikling og fremtidige muligheder for at opnå 12-taller

Gyrite Mosedal gør meget ud af at forklare, at museets formidlere aldrig tidligere har oplevet børn, der keder sig.  Hun henviser til adskillige brugerundersøgelser. De viser alle, at både børn og voksne synes, at aktiviteterne er sjove, spændende og lærerige.

Hun understreger, at museets formidlere bruger meget tid på at gå i dialog med børn og forældre forud for brugerundersøgelserne.

– Vi fortæller forældrene, hvor vigtigt sjov, leg og læring er for barnets udvikling og fremtidige muligheder for at opnå 12-taller. Vi gør også meget ud af at forklare forældrene, at alle velfungerende og velstimulerede børn synes, at museernes prøv-selv-aktiviteter er virkelig sjove og lærerige, forklarer Gyrite Mosedal.

Smillas forældre har besluttet, at hun skal opleve en kommerciel attraktions tomme didaktiske kalorier på egen krop, så nu skal familien besøge Legoland.

Foto:  Andrew Stawarz, Flickr

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Museumsformidlere i chok: Syvårig synes prøv-selv-aktiviteter var kedelige"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*