Museumsfolk i ekstase: Ufaglært mand over 60 besøgte frivilligt et museum 4.86/5 (22)

Preben gik på museum og skabte vild jubel blandt museumsfolk. Det er vildere end dengang Danmark vandt EM i fodbold.

Danske museumsfolk jubler. For første gang nogensinde har et museum dokumenteret, at en ufaglært man over 60 år af egen vilje og uden ledsager besøgte et museum.  De beskriver det som en verdenssensation og større end dengang Danmark blev europamestre i fodbold.

Besøget fandt sted på et dansk lokalmuseum i juli i år, men museumsfolkene har ventet med at gå ud i offentligheden, indtil de havde bekræftet, at der vitterlig er tale om et frivilligt og uledsaget besøg.

Det fortæller Gertrud Gærager, som er direktør i Danske Museers Publikumsanalyse.

– Vi ville være helt sikre, og vi har derfor afhørt manden og personalet, foretaget rekonstruktioner af besøget og talt med øjenvidner, så jeg tør godt bekræfte, at det er sandt, siger en lykkelig Gertrud Gærager.

Hun forklarer, at ufaglærte mænd i aldersgruppen 60 plus af og til ses på danske museer, men ingen har nogensinde kunnet dokumentere, at de besøger museerne frivilligt.

– De fleste kommer, fordi deres hustru har slæbt dem med sammen med børnebørnene. Vi kalder dem for IKEA-mændene, og de genkendes let på det tomme blik i deres øjne, siger hun og fortsætter:

– Der har været mange falske alarmer, hvor en mand i målgruppen er set på et museum, men hver gang viser det sig, at de blot låner toilettet, eller de er håndværkere, som har et arbejdsrelateret ærinde. Jeg havde faktisk opgivet håbet om, at opleve det i min levetid.

Preben kiggede på værktøj

Gertrud Gærager vil ikke afsløre, hvilket museum manden besøgte, og modvilligt oplyser hun hans identitet.

Manden hedder Preben. Han er 62 år gammel og arbejder som pedelmedhjælper i en mindre dansk provinsby. Han er meget overrasket over sin nye stjernestatus og har ikke helt fattet det.

Han beretter, at han rigtig nok besøgte det lokale museum frivilligt. Hans kone Jytte skulle til frisøren, så han benyttede lejligheden til et museumsbesøg

– De udstiller noget gammelt værktøj, som jeg længe har villet se. Det var rigtig spændende, og jeg fortalte de ansatte, hvad det blev brugt til, og det var de glade for, siger Preben, som har planer om at besøge flere museer.

International opmærksomhed

Prebens museumsbesøg har skabt international opmærksomhed. I første omgang var reaktionerne blandt museumsfolk mistro, men da det gik op for dem, at den er god nok, har udenlandske kollegaer kimet Gertrud Gærager ned.

Hun skal nu skrive adskillige artikler om Prebens museumsbesøg i en række anerkendte internationale tidsskrifter for museologer, og hun er meget bevidst om sin rolle i den forbindelse.

– Preben er et bevaringsværdigt og sårbart kulturfænomen, som vi skal passe på ligesom jordens sidste oprindelige folk, og jeg vil kke have, at nysgerrige museumsfolk driver rovdrift på ham, siger Gertrud Gærager.

Hun har dog sagt ja til at medvirke i TV-serie om Preben lavet af Søren Ryge Petersen.

Foto: Unavngivet. Maxpixel.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Museumsfolk i ekstase: Ufaglært mand over 60 besøgte frivilligt et museum"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*