Året 2020 raser over at være syndebuk for danskernes dårskab. 2021 er ramt af årstalsskam, så 1940 melder sig som afløser.
– Det skortede ikke på advarsler fra mine forgængere. Hold dig langt væk fra det galehus. Indlad dig ikke med de idioter. Du er for fin til den samling selvoptagne, egoistiske fjolser, siger 2020.
Både 1658 og 1659 prøvede at holde 2020 tilbage. Også 1864 bad året tænke sig godt om, mens 1349 og 1350 tryglede om ikke at tage af sted.
Men 2020 lyttede ikke. Forført af ambitioner, festfyrværkeri og titusind stemmer, der sang ”vær velkommen Herrens år og velkommen herhid” lod det sig lokke. Godt tilskyndet af 1849, som syntes, det skulle give riget en ny forfatning, mens 1536 mente, at det skulle reformere hele lortet, og 1397 syntes, det var en unik mulighed for at skabe mere nordisk samarbejde.
Skuddag i bonus
Der stod 2020 så nytårsdag med store forventninger og de bedste hensigter pakket i kufferten og med hamrende hovedpine af for meget dårlig champagne serveret af 2012.
2020 havde også taget en skuddag med som bonus til alle.
– Der gik dog kun en måned, før jeg fortrød. Et eller andet fjols i Kina åd en flagermus, og straks gik alle i panik. Hele verden lukkede ned. De aflyste De Olympiske Lege. De aflyste EM i fodbold, fortæller året, der snart et gået.
Så begyndte nogen at overmale statuer og smide buster i havnen. Så røg Frank Jensen, fordi han ikke kunne holde tungen indenbords. Så slog de alle mink ihjel, og Radio Loud gik i luften.
– Med forundring så jeg, hvordan danskerne begyndte at bebrejde mig alle ulykkerne og udskamme mig. Knap var det blevet efterår, før hylekoret flød over af flæbende curlingfjolser, som hader det stygge år 2020 og kalder mig for et lorteår og annus horribilis, siger et skuffet 2020.
2021 ramt af årstalsskam
2020 forstår godt, at det ikke er sjovt, at julefrokoster aflyses, at Søren Brosrøm sender danskerne tidligt i seng nytårsaften, og de marineres i håndsprit og kvæles i mundbind.
– Men hvordan fanden kom vi fra, at I fucker alt op, til at det hele er mit ansvar? Tag dog for helvede ansvar for jeres egne miserable liv og jeres elendige klode, forkælede båtnakker, siger et desillusioneret 2020.
Året der gik fortæller, at 2021 er ramt af voldsom årstalsskam og sygemeldt på ubestemt tid. Heldigvis har 1940 og efterfølgende år meldt sig frivilligt til at rematerialisere, indtil 2021 er raskmeldt.
– 1940 føler sig en smule underkendt og lover at gøre det ti gange vildere denne gang, så glæd jer til 9. april, spærretid og rationering, slutter 2020.
Mahup: Papposilenos.
Be the first to comment on "2020 går over i historien og smækker med døren"