Arkæologer finder nyhedsvært Kåre Quists første onkelvittighed 4.88/5 (26)

En af Kåre Quists onkelvittigheder er dukket op i en arkæologisk udgravning i fransk hule. Den er kulstof 14-dateret til at være verdens ældste vits.

Danske arkæologer har sensationelt fundet en af nyhedsvært Kåre Quists vittigheder dybt inde i en hule i Frankrig. Det fremgår af en artikel, de har offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Det danske forskerteam har gennem længere tid været på jagt efter verdens ældste vittighed og har haft fokus på nyhedsværtens jokes.

– De onkelvittigheder, Kåre Quists fortæller, er meget arkaiske i deres form, og vores hypoteser pegede på, at deres ophav skulle findes i en eller anden stenalderkontekst, fortæller udgravningsleder professor Louise Graversen.

Ældre end Leisner-vitser fra køkkenmødding

Hun forklarer videre, at Kåre Quists vitser typologisk er væsentligt ældre end de Otto Leisner vittigheder, som hendes team har udgravet i en jysk køkkenmødding. Derfor må de være opstået uden for det nuværende Danmark længe før de første rensdyrjægere slog sig ned i landet efter sidste istid.

Arkæologerne valgte derfor at grave i den franske hule Blague Anciennes i Pyrenæeerne , som rummer de ældste forekomster af Homo Sapiens Sapiens i Europa.

Men udgravningerne gik trægt. Efter flere måneder var resultaterne få og små, og arkæologerne var flere gange tæt på at give op.

– Jeg vil ikke sige, at udgravningerne var resultatløse. Vi fandt tykke lag pakket med punch lines af Kaj Løvring-type samt større og mindre fragmenter af Jørgen de Mylius vitser, siger Louise Graversen.

Men på udgravningens sidste dag skete miraklet. Allerdybest inde i hulen og helt nede på grænsen til den sterile grottebund, ramte graveskeen en utrolig velbevaret onkelvittighed, som kun kunne være en af Kåre Quists.

Erklæret for verdensarv

Det var en simpel oneliner med en feedline og en punchline, der har tydelige stenalderreferencer. Den lød: ”Frisko har lanceret en ny stenalderis. De kalder den Cro Magnum”.

Louise Graveresen fortæller om arkæologernes Indiana Jones moment:

– Vi var uden ord. Vi kiggede på hinanden ude af stand til at tro på vores held. Og så brød jubelen løs. Vi var i ekstase. Alle hoppede og dansede, og det var først langt senere, vi vi havde tid til at grine af den, siger hun.

Onkelvittigheden er efterfølgende kulstof 14-dateret til at være 60.000 år gammel, hvilket gør den til verdens hidtil ældste vittighed. Den bliver nu erklæret for UNESCO verdensarv og skal udstilles på førende internationale museer.

Men hos Louise Graversen nager tvivlen. Vittigheden fra den franske hule er for veludviklet til at være Quists første. Hun har derfor skaffet midler til at grave efter flere Kåre Quist-vittigheder i Etiopien, hvor Lucy og andre australopitheciner slog deres folder for mere end tre millioner år siden.

Foto: Mogens Engelund, Wikipedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Arkæologer finder nyhedsvært Kåre Quists første onkelvittighed"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*