Stenalderbønder rydder skov i foruroligende omfang 4.73/5 (15)

Urskoven falder for stenalderbøndernes økser i så højt et tempo, at den frygtes totalt ryddet om få generationer.

Røgen stiger fra utallige skovbrande og lægger sig som en tyk dyne over træernes toppe. Overalt høres larm fra flintøkser, der blander sig med lyden af faldende træer, der jævnligt høres som dumpe tordenbrag.

I skovbrynet på toppen af en bakke står en mand og betragter nogle mænd, som i det fjerne er i færd med at rydde og afbrænde skoven. Det er stenalderjægeren Ræv, som står og ser de skove, hans stamme har boet i siden tidernes morgen, falde for grådige bønders økser.

Optræder fjendtlig

Ræv fortæller, at siden de kom hertil, har de bredt sig med lynets hast, og han forbander stenalderbønderne langt væk. Hans stamme har lavet mange aftaler om at stoppe rydningen, men bønderne bryder dem konstant.

– Det begyndte med små rydninger i skoven, som hurtigt blev flere og flere, og nu er store skovområder omdannet til marker. Dem dyrker bønderne, indtil jorden er udpint, fordi de ikke gøder, men så rydder de bare mere, siger Ræv og fortsætter:

– Deres store slebne flintøkser er langt mere effektive end vores, og de æder alt, siger han, mens han peger på den lille tykke økse han selv har hængende i bæltet.

Jeg kontakter de mænd, som fælder træer, men ingen af dem vil sige noget. Nogle af dem virker truende, men det lykkes at få navnet på deres stammeældste, som jeg kan opsøge.

Vi er økologiske bønder

Han hedder Tuske Enkorn og leder et fællesskab, han kalder for Bæredygtigt Svedjebrug. Jeg møder ham i landsbyen, som består af nogle få huse. Han forklarer, at bønderne ikke rydder skov, men blot skaffer tømmer til deres huse og skure til husdyrene. Han tilføjer, at det da vil være en skam, hvis de ikke dyrkede den jord, der nu blev fri.

Da jeg undrer mig over, at der går så meget tømmer til landsbyens få bygninger og spørger ind til, hvorfor de dyrker jorden så ineffektivt, bliver han vred:

– Vi er økologiske bønder, som dyrker jorden efter de hellige principper og forfædrenes metoder. Vi har stor respekt for skoven og dens oprindelige folk, men vi er så trætte af deres økoflip, og det er dem selv, som brænder skoven af, for at sværte os til og få opmærksomhed, siger Tuske Enkorn.

Fiskene forsvinder også

Mens han taler har nogle mænd bevæbnet med stridsøkser samlet sig. Jeg frygter for min sikkerhed og tager hurtigt afsked for at vende tilbage til Ræv i skovbrynet.

Da han hører min beretning, trækker han modløst på skuldrene. På mit spørgsmål om fremtiden svarer han, at den er sort. Med den hastighed, skoven forsvinder, vil hans tipoldebørn aldrig opleve den. Flere fra hans stamme er selv blevet bønder, og han forstår dem:

– Jagtdyrene forsvinder, jeg har ikke set en elg i årevis. Vi kan stadig fiske, men bøndernes dyr skider og pisser i åer og fjorde, så fiskene forsvinder, og jeg har jo en familie at forsørge, siger han opgivende.

Røgen fra den døende skov svier i vores øjne, så vi fortrækker fra skovbrynet. Da vi vender os og går, bemærker jeg en tåre løbe fra Rævs øjenkrog.

Foto: Ylvers, Pixabay.