Vild arkæologisk teori: Stonehenge er rundkørselskunst 4.73/5 (15)

Ifølge britisk arkæolog er Stonehenge en abstrakt stenskulptur sat midt i en gigantisk rundkørsel i stenalderen.

Glem alt om kultisk solhvervsalter. Glem alt om Druide-tempel. Glem alt om astronomisk observatorium. Ifølge den verdenskendte engelske arkæolog Sir Ian Hotair er Stonhenge ingen af delene. Det store stenbyggede monument er i virkeligheden verdens hidtil ældste rundkørselskunst.

Den teori har Ian Hotair udtænkt, efter arkæologer tidligere på året afslørede rester af en gigantisk cirkel på et par kilometer i diameter. Cirklen, som omkranser området med Stonhenge markeres af dybe grøfter gravet ned i undergrunden.

– Da jeg hørte om den nye cirkel faldt det hele pludselig på plads inde i mit hoved. Det er en kæmpestor rundkørsel, fortæller Ian Hotair om sit Heureka-øjeblik.

Gigantisk rundkørsel

Hotair er tilhænger af, at man studerer de interne sammenhænge i arkæologiske fund og anlæg. De skal forstås i en samlet kontekst. Derfor har tempel-teorien altid skurret i hans ører.

– Det er alt for simpelt blot at forklare Stonehenge som et tempel eller et kultisk anlæg. De mange andre arkæologiske fund og anlæg i området kan slet ikke rummes i den fortolkning. Det hele giver derfor meget mere mening, hvis vi ser Stonehenge i et infrastrukturelt lys, siger Ian Hotair.

Sir Ian Hotair forklarer, at nogle sten i Stonehenge er hentet helt op til 300 kilometer væk og flyttet med ruller og tov over land. For nylig kom det frem, at de store sandsten i Stonehenge er hentet 25 kilometer derfra.

Hvis det gælder for Stonehenge, så gælder det også alle de sten, som indgik i de mange tusinde stenbyggede monumenter, som blev bygget i stenalderens Storbritannien, mener Hotair.

Han påpeger, at hele England i stenalderen var stærkt trafikeret og plaget af mange store, tunge stentransporter og beder os forestille os, hvordan Stonehenge har knejset i centrum af en gigantisk rundkørsel, hvor trafikken blev reguleret, så den gled smidigt.

Banal rundkørselsskulptur

En effektiv infrastruktur med veje og rundkørsler var nødvendig for at forhindre det totale trafikkaos og alvorlige sammenstød mellem de gigantiske stentransporter, som kunne koste mange menneskeliv.

Det viser, hvor velstruktureret Storbritannien var allerede i stenalderen. Der var endda var overskud til at tænke i æstetiske rundkørsler, konkluderer Ian Hotair

Hvad Stonehenge forestiller, vil han helst ikke ind på.

– Nej, det vil jeg ikke. Som med al anden rundkørselskunst er Stonehenge jo bare en banal hoben sten stablet oven på hinanden af en tredjeklasses, kunstnerisk afdanket og kreativ dødssejler af en kunstner betalt af sammenspiste lokale ledere, som ønskede et monument over dem selv, siger Ian Hotair.

Foto: Freesally, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Vild arkæologisk teori: Stonehenge er rundkørselskunst"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*