Ammitzbøll-Billes sidste vælgererklæring godkendt: Partiet Fremad klar til folketingsvalget 2068 4.71/5 (14)

Den 91-årige Simon Emil Ammitzbøll-Bille jubler. Efter et halvt århundredes indsamling af vælgererklæringer må partiet Fremad endelig stille op til folketingsvalget.

Det tog sin tid. Mere præcist 49 år, men så skete det. Partiet Fremad har indsamlet den sidste af de 21.000 vælgererklæringer, der skal til, for at partiet kan stille op til det folketingsvalg, som statsminister Abdullah Thulesen Dahl forventes at udskrive meget snart.

En lykkelig Simon Emil Ammitzbøll-Bille tager imod Satyrens udsendte i den lille beskyttede bolig han bor i på plejehjemmet Æblehaven i Tingbjerg.

– Velkommen i mit beskedne liberale hjem. Ja, længere rækker en ministerpension ikke nu om dage, siger den 91-årige partistifter med lav knirkende stemme og byder os indenfor.

Vi følger tålmodigt efter den gamle mand, som går med små skridt bag sit gangstativ.

Ammitzbøll-Bille beder os tage plads i den spartanske stue og byder på en kattetunge. Han beklager rodet og forklarer, at hjemmeplejens seneste rengøring ligger to måneder tilbage.

Flere stillere døde

Simon Emil Ammitzbøll-Bille er mere end klar til et politisk comeback.

– Jeg er stolt over, at vi nåede det, og at jeg efter næsten halvtreds år endelig får chancen for at vende tilbage til Folketinget og føre ægte værdiliberal politik og sikre skattelettelser, mimrer Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Han ser på os med rindende øjne og indrømmer, at han flere gange tvivlede på, om Fremad nåede at stille op i hans levetid.

– Dengang i 2019, da vi stiftede partiet, fik vi hurtigt et par tusinde vælgererklæringer, men så gik det i stå, og vi klarede ikke cuttet til adskillige folketingsvalg, fortæller Ammitzbøll-Bille, som blev reddet af valgreformen i 2045, også kendt som lex Ammitzbøll-Bille.

Den betød, at små partiers vælgererklæringer ikke blev erklæret ugyldige efter hvert folketingsvalg. Det hjalp, men der var stadig lang vej igen. I en lang årrække døde flere stillere af alderdom, end nye kom til, men stille og roligt nærmede partiet sig de utopiske 21.000 erklæringer, og for en uge siden kom de i mål.

Hvis Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Fremad kommer i Folketinget vil han kæmpe for større valgfrihed.

– Tag nu den vakuumpakkede mad jeg får. Den er altid grå. Jeg vil kæmpe for, at vi også kan vælge mad, som er brun eller rød, siger Ammitzbøll-Bille og undskylder sig; han er blevet træt.

Vi stopper interviewet og tager afsked. Han skal nå en lur, inden han får royalt besøg af Christian 11, der kommer for at overrække ham fortjenstmedaljen for den historiske indsats.

Bliver næstældste folketingsmedlem

På Christiansborg vil partierne byde partiet Fremad velkommen, men ikke alle er lige begejstrede.

Kristendemokraterne, som for første gang kom i Folketinget ved valget i 2064, frygter gentagelse af den splittede borgerlige fløj, som Danmark oplevede i begyndelsen af århundredet, især hvis partiet Klaus Riskær Pedersen Jr. også bliver opstillingsberettiget.

Valgforskere spår imidlertid gode chancer for, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille bliver det næstældste folketingsmedlem efter Bertel Haarder, der i en alder af 101 år sank død sammen på talerstolen med ordene: ”Det er fuldbragt”.

Foto: Liberal Alliance. Tilpasning: Mester Ictum.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Ammitzbøll-Billes sidste vælgererklæring godkendt: Partiet Fremad klar til folketingsvalget 2068"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*