Negerslaver er glade for kulturudveksling 4.8/5 (20)

Igen forlanger abolotionister og andre blødende hjerter negerslaveriet ophævet. De synes, det er barbarisk. De mener, at vi behandler den sorte mand umenneskeligt. De hævder, at vi tager deres frihed, og de fremfører, at vi udbytter andre mennesker for egen vindings skyld.

Aldrig har jeg hørt så forvrøvlet encyklopædistisk sludder! Intet er mere forkert. Der er alene tale om berigende kulturudveksling, hvor negeren oplyses og møder vores civiliserede værdier og får gavn af vores rigdom og overflod, som flittige og frie hænder har skabt.

Den hvide mand vil på ingen måde gøre negeren ondt. Tværtimod. Enhver kristen tanke om barmhjertighed byder os at befri ham fra den vilde jungle, hvor han lever sit liv i yderste armod og i konstant fare for at blive ædt af vilde dyr.

Vi gør dem alle en god gerning, når vi tager dem ombord på vores skibe og sejler dem til Den Nye Verden. Bevares, vi beder dem arbejde en smule for føden. Det er vel blot ret og rimeligt, at mændene bidrager til samfundet med lidt markarbejde i sukkerplantagerne, og kvinderne deltager i det huslige arbejde.

Ud over kosten, får negerslaven på mine plantager også løn. Jeg giver dem en skilling hver i kvartalet. Det lyder måske ikke af meget, men i Afrika, hvor de kommer, fra kan de for det beløb købe sig en gård, en snes køer og dertil guldsmykker til konen og sukkergodter til børnene.

Nogle særligt flinke negerslaver er så heldige at komme til Danmark. Jeg har selv nogle stykker i mit palæ i Frederiksstaden, og de er blevet en del af familien. Dagligt møder jeg mine sorte stuepigers taknemmelighed over, at de har det privilegium at aflaste min hustru, så hun kan være selskabelig, holde salon og gå til te-selskab.

Min sorte kammertjener er det mest tjenstvillige menneske, jeg har mødt. Han er efterhånden den eneste, jeg tør betro min families sikkerhed, når jeg er bortrejst. Han glæder sig som et lille barn til hver gang, jeg tager af sted. Og jeg har bemærket, at min mutte og humørsyge hustru altid kvidrer som en munter lille kanariefugl og er meget mere omgængelig, når jeg kommer hjem fra en lang rejse.

Om nogen ved jeg, at uden vores elskede og højt værdsatte negerslaver hænger hverdagen ikke sammen, Jeg vil næsten hævde, at vi er deres slaver og ikke omvendt. Vi kan ikke leve uden dem, og Gud forbyde den dag, vi skal kulturudveksle med kvinder og mænd fra Østen.

Det er derfor ikke bare i vores, men også i den sorte mands interesse, at vi bevarer negerslaveriet som det er og derigennem bibeholder den meget frugtbare kulturudveksling til gavn for alle.

Heinrich Carl lensgreve von Schimmelost
Det Schimmelostenske Palæ, Bredgade, Kongens Kjøbenhavn.

De i debatindlægget fremførte banaliteter er alene et udtryk for Hr. Schimmelosts egen holdning, og hans brug af N-ordet tager Satyren afstand fra

Grev Schimmelost. Ukendt Maler.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Negerslaver er glade for kulturudveksling"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*