DMI lukker hjemmeside og ansætter Maren Hansdatter som vejrkone 4.68/5 (22)

Ringe sommervejr og en upopulær hjemmeside får konsekvenser. DMI fyrer samtlige meteorologer, skrotter hjemmesiden og hyrer den kloge vejrkone Maren Hansdatter.

Sommeren er regnet væk. Efterårsblæsten hærger midt i juli, og temperaturerne er mere til sweater end bikini. Det kunne ingen af DMI’s højt betalte meteorologer forudsige. Samtidig raser danskerne over DMI’s håbløse hjemmeside.

Det får nu konsekvenser. Samtlige meteorologer er blevet fyret på gråt papir.

Storm Wærhahn, som er direktør for DMI’s Forecast Division forklarer, at vejrudsigterne ikke lever op til de krav, som en moderne postfaktuel verden stiller.

– Jeg kan ikke leve med, at mine ansatte ikke forudsiger det flotte vejr, som folk forventer og udelukkende giver dem jævnt kedelige vejrudsigter, som ingen rigtigt kan bruge til noget, siger Storm Wærhahn.

Almanak erstatter hjemmesiden

I stedet for dyrt betalte akademikere udarbejdes vejrudsigterne fremover af den kloge vejrkone Maren Hansdatter, som Storm Wærhahn har store forventninger til.

– Jeg er dybt imponeret. Allerede i juledagene barslede hun med en 12 måneders prognose for dette år, hvilket ingen faguddannede meteorologer er i stand til, selvom de har satellitbilleder, højhastigheds computere og avancerede modeller, siger Storm Wærhahn, som har tilføjet i ansættelseskontrakten, at han kan sende hende på fattigården, hvis forudsigelserne ikke holder stik.

Han forklarer videre, at danskerne slet ikke er modne til flotte og avancerede vejrhjemmesider. Derfor offentliggøres Maren Hansdatters vejrvarsler i en vejralmanak, som udsendes hvert årsskifte, og hendes daglige vejrudsigter fremsiges af skillingsvisekællinger, degne og vægtere.

Tolvmåneders prognose

Maren Hansdatter slår beskedent de store forventninger hen. Hun tager blot varsler som hendes mor, bedstemor og formødre har gjort det i århundreder.

– Et langtidsvarsel er såmænd ikke så svært. Man kigger ud af bryggersdøren fire gange om dagen i juledagene, og så noterer man det, man ser, ned på bjælken over arnen med et stykke kridt. Som vejret er de tolv juledage, således bliver vejret i årets tolv måneder, siger Maren Hansdatter.

Hun fortæller, at der er en naturlig forklaring på den regnfulde sommer. I år sprang eg før ask, og derfor går sommeren i vask. Kragerne byggede rede højt i træerne, så derfor har vi fået meget nedbør, siger Maren Hansdatter, som har følgende udsigt for de kommende dage.

– Solen går ned i en sæk, og svalerne flyver lavt, så det bliver regn i morgen.

Hun undskylder sig med, at hun skal hjem og tage nogle vigtige varsler for vinteren, nu hvor hundedagene nærmer sig.

– Hvis kvæget bisser på Laurentius dag, så skal kommunen finde vejsalt og sneploven frem, slutter Maren Hansdatter.

Foto: Niels Sørensen.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "DMI lukker hjemmeside og ansætter Maren Hansdatter som vejrkone"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*