Sexskandale rammer Olympen: Anklager om voldtægt og sexovergreb hagler ned over Zeus. 4.93/5 (15)

Grækernes øverste gud Zeus er kommet i strid modvind. 1615 kvinder og mænd anklager ham i et brev for voldtægt og seksuelle overgreb.

– Han er Olympens Harvey Weinstein og Josef Fritzl i en og samme guddom. En voldtægtsforbryder og sexkrænker af værste skuffe, som udnytter sin magtposition til at begå seksuelle overgreb.

Så kontant lyder anklagerne fra en kongedatter. Hun har sammen med 1614 andre jordiske kvinder og mænd skrevet under på et brev til Olympens guder. I brevet retter de alvorlige sexanklager mod parnassets øverste gud Zeus.

Kongedatteren, som ønsker at være anonym (redaktionen kender hendes navn), fortæller hvordan hun blev udsat for fuldbyrdet voldtægt af Zeus. Hun var gået ned til et gadekær et sted i Aetolien for at fodre ænder, da en svane pludselig blev nærgående.

– I starten var den sød. Jeg troede den ville have lidt brød. Jeg lod svanen komme helt tæt på for at hygge, men pludselig begyndte den at befamle mig. Uden at spørge flåede den min peplos af og voldtog mig, siger kongedatteren, som kæmpede forgæves imod den sexgale svane.

Ni måneder senere fødte hun tvillinger med karakteristiske guddommelige egenskaber. Hun indså, at det kun kunne være Zeus, som havde voldtaget hende i forklædning.

Holdt som sexslave

Kongedatterens oplevelse er blot et af mange lignende overgreb, som Zeus anklages for.

En anden kongedatter fortæller til Satyren, hvordan hun en dag, hun var ude at svømme, blev bortført af Zeus forklædt som en tyr til øen Kreta og voldtaget.

– Det var forfærdeligt. Jeg bliver stadig slut shamed, fordi det foregik på en strand, og jeg sammenlignes med en bimbo på Sunny Bech, siger den ulykkelige kvinde.

Også en kongesøn, der heller ikke vil have sit navn frem, fortæller, hvordan han blev bortført og udnyttet seksuelt af Zeus.

– Jeg var forsinket til en aftale, da en ørn ud af det blå lander ved min fod. Den tilbyder mig et ride, som jeg siger ja til for så at vågne op hos Zeus, hvor jeg bliver holdt som sexslave, siger kongesønnen, der lige siden har været traumatiseret.

Zeus benægter alt

I brevet, der tegner et billede af sexsvinet Zeus som en seksuel predator, forlanger hans ofre, at han stopper sin krænkende adfærd. Han skal undskylde og træde tilbage, da en sådan opførsel er uforenelig med en ledende post i gudeverdenen.

Det vil Zeus ikke. Han benægter alt og vil ikke stå til ansvar for nogle liderlige fugles og pattedyrs handlinger. Da Satyren forelægger Zeus dokumentation for overgrebene og hans karakteristiske modus, ændrer han forklaring.

– Ja, og hvad så? Alt foregik med samtykke. Der var ingen tvang, og jeg belønnede dem rigeligt, siger Zeus og tilføjer:

– Så længe Jeppe Kofod kan bestride posten som udenrigsminister i et lille land i barbarien, så kan jeg også fortsætte som chef for Olympen.

Foto: Pixi.org.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Sexskandale rammer Olympen: Anklager om voldtægt og sexovergreb hagler ned over Zeus."

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*