Oldgransker forarget: Oldnordisk Museum skifter navn til Nationalmuseet 4.73/5 (15)

Forfladigelse og knæfald for tidsånden mener oldgransker, der indædt kæmper mod nyt navn til et hæderkronet gammelt museum. Nej, vi følger bare med tiden, påpeger museumsdirektør.

Snart er det slut med Det Kongelige Museum for Nordiske Oldsager, eller Oldnordisk Museum, som det kaldes i folkemunde. Museet vil fortsat findes i Prinsens Palæ i København, men fremover bærer det navnet Nationalmuseet.

Det er absolut ikke populært blandt Kongerigets oldgranskere, som er faret i flint over navneskiftet. En af dem er Japetus Feuerstein. Det er i hans øjne den største katastrofe i museets historie siden tyveriet af Guldhornene.

– Jeg er fortørnet og helt igennem oprevet over, at nogen kan finde på at ændre navnet. De fjerner fokus fra oldsager, dræber museets sjæl og ødelægger et gennemprøvet varemærke, som værdsættes af enhver dannet sjæl, siger Japetus Feuerstein.

Han frygter, at museets fine rader og rækker af udstillede oldsager nu forsvinder og erstattes af bondekultur og stads fra de varme lande.

Nyt progressivt navn

Nationalmuseets direktør Sophus Müller forsvarer navneskiftet med museets nyordning og deraf følgende nye formål.

– Museets virkefelt har forandret sig, og det gør et navneskifte aldeles påkrævet. Den tid er forbi, hvor museets inspektører alene beskæftigede sig med oldsager, og det skal museets navn afspejle, siger Sophus Müller.

Han tilføjer, at Nationalmuseet nu en gang også signalerer noget langt mere progressivt end det tilbageskuende og gumpetunge navn, som i mange år har afholdt folk i at besøge museet.

Sophus Müller bedyrer, at Nationalmuseets oldtidsudstilling ikke bliver berørt. Den vil ligne sig selv i de kommende par århundreder. Ingen vil heller forsømme indsamlingen af oldsager. Müller vil personligt også rejse land og rige rundt for at konfiskere oldsager, som andre museer har gravet frem.

Et knæfald for moderniteten

Nationalmuseets direktør slår desuden fast, at tiderne forandrer sig. Museet må følge med og inkludere hele verden og den mangfoldighed, der vokser frem i en moderne og oplyst tid.

Den køber Japetus Feuerstein ikke. Han mener, at den på overfladen harmløse navneændring er begyndelsen på en ond spiral, hvor bondeknolde, negre og eskimoer ligestilles med hans elskede oldtid.

– Det her handler om meget mere end blot et navn. Det er et knæfald for tidsåndens flygtige strømninger og første skridt på vej mod modernitetens opløsning af alle klassiske normer, værdier og dannelse, siger en forudanende Japetus Feuerstein.

Han har derfor startet en indsamling af beseglede underskrifter mod navneskiftet, som han agter at overbringe Hans Majestæt Kongen.

Foto: Nationalmuseet.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Oldgransker forarget: Oldnordisk Museum skifter navn til Nationalmuseet"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*