Kejser Augustus sender fredsbevarende legioner til Washington D.C. 4.78/5 (23)

Roms kejser Augustus vil sikre en fredelig overgang fra republik til enkeltmandsvælde i America Borealis. Donald Trump afsættes og føres til Rom for at være med i triumftog.

Tre romerske legioner har indtaget området omkring Det Hvide Hus og Kongressen på Capitol Hill i Washington D.C. De er udsendt af Kejser Augustus og skal forhindre yderligere pøbeloptøjer op til og under Joe Bidens indsættelse som præsident.

Til Satyren forklarer Augustus, at han allerede tidligt så, hvor det bar henad. Derfor udskibede han legionerne på turbogalejer fra flådebasen i Misenum allerede i forsommeren.

Augustus slår fast, at legionerne kommer med fred for at lade Pax Romana inspirere amerikanerne. Han sender den 17. 18. og 19. legion under kommando af Publius Quintilius Varus, som normalt er statholder i Germanien.

– Varus er en hård hund. Han skal nok sætte skik på de amerikanske barbarer, hvis de ikke makker ret, siger Augustus.

Augustus vi afvikle republikken

Om sine motiver forklarer Kejseren.

– Jeg har både oplevet og selv været involveret i nok gadeoptøjer, borgerkrig og udrensninger til, at jeg må reagere på situationen i America Borealis.

Kejseren understreger, at han hverken er republikaner eller demokrat. Republikken er en helt igennem ubrugelig statsform, som konstant ender i kaos, og demokratiet er det mest nytteløse, Rom nogensinde har overtaget fra grækerne, mener Augustus.

– Patriciere kupper plebejere og omvendt, og til sidst sætter Sulla alle på proskriptionslister for at rydde dem af vejen og kradse deres formuer ind under påskud af Imperiets sikkerhed, siger Augustus.

Kejserens mål er derfor på længere sigt at bistå amerikanerne med en fredelig overgang fra republik til enkeltmandsstyre, men det skal ikke være med usurpatoren Donald Trump i spidsen, slår Augustus fast.

Han ser derimod Joe Biden som en perfekt overgangsfigur, som kan se det fornuftige i lade sig romanisere og nyde godt af civilisationens ordnede forhold baseret på en sund slaveøkonomi.

Trump med i triumftog i Rom

Augustus understreger, at han ikke vil gøre America Borealis til en ny provins i Romerriget.

– Nej, må jeg være fri. De barbarer, som trængte ind i Senatet forleden, får jo både gallere og germanere til fremstå som fromme Vestalinder, siger han.

Det er ikke lykkedes Satyren at få en kommentar fra Donald Trump, da præsidentens Twitterkonto er spærret. Hans pressechef oplyser, at Trump glæder sig til sammen med sin familie at følge med til Rom.

Her skal de alle indgå i Publius Quintilius Varus’ triumftog.

– Han har lovet præsidenten, at han skal gå med i den mest fantastiske parade med flest tilskuere nogensinde i Roms historie, oplyser Det Hvide Hus i en email.

Foto: Marten253.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Kejser Augustus sender fredsbevarende legioner til Washington D.C."

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*