Guld til et anslået beløb af en milliard kroner dukker op i Dyrehavsbakkens Korsbæk. Det er formentlig skjult af tyske tropper kort før befrielsen i 1945.
Personalet i Dyrehavsbakkens udgave af Korsbæk gjorde store øjne, da de i går eftermiddag stødte på et større lager af guldbarrer på forlystelsens område.
Over for Satyren bekræfter medejer af etablissementet Thorkil ”Sutsko” Petersen, at der er fremkommet et større fund af nazi-guld på Bakken.
– Ja, det er korrekt. Vi har fundet guld i Korsbæk. Det vil jeg ikke lægge skjul på, siger Thorkil ”Sutsko” Petersen.
De mange guldbarer lå skjult under nogle gamle hørsække og presenninger af oliedug i et garageanlæg for enden af bankdirektør Varnæs’ have, som tyskerne havde lejet af landsretssagfører Skjold Hansen under krigen. Personalet bruger garagen til pulterkammer, og de fandt guldet under en oprydning.
Hvordan guldet er havnet på Bakken, har direktøren ingen forklaring på.
– Det gik hurtigt med at indrette forlystelsen. Ingen nåede rigtigt at kigge alle effekterne igennem, inden de blev flyttet og stillet op på bakken, lyder det fra Thorkil ”Sutsko” Petersen.
Efterladt af Værnemagten
Politiassistent ved Nordsjællands Politi Sofus Nielsen siger til Satyren, at der er foretaget en efterforskning på stedet.
– Vores efterforskning viser, at det pågældende guld, som er stemplet med den tyske ørn og hagekors, er efterladt i al hast af den tyske Værnemagt. Det er sket dagene op til den 5. maj 1945, siger Sofus Nielsen og uddyber:
– Oliedugen stammer fra en tysk våbenfabrik i Düsseldorf, som var aktiv under krigen. Vi har desuden fundet en dåse tyskproduceret skinke med udløbsdato i juni 1945, en udgave af Korsbæk Tidende fra 30. april samme år med omtale af Førerens død samt andre genstande, der knytter deponeringen til krigens sidste dage.
Nordsjællands Politi konkluderer i sin rapport, at der ikke foreligger mistanke om en forbrydelse bag guldfundet, der har en anslået værdi af en milliard kroner. Det tilfalder derfor Thorkil ”Sutsko” Petersen.
Råd til Kongeligt porcelæn
Satyren har talt med historiker Gry Jexen, som kender Korsbæks historie og tilfældigvis var vidne til nazi-guldets tilvejebringelse. Hun er en stor Matadorfan, og spiser i Postgaarden og Jernbanecaféen flere gange om ugen.
Hun undrer sig ikke over, at der findes nazi-guld i en by som Korsbæk. Det var et oplagt sted af stuve det af vejen.
– Korsbæk var jo et lille smørhul under krigen, som ikke tiltrak sig nogen opmærksomhed, før i befrielsesdagene, hvor Værnemagten måtte flygte fra Skjold Hansens garage over hals og hoved, da Korsbæks frihedskæmpere under beskydning drev dem ud af byen. De fik ikke engang deres hund Max med sig, siger Gry Jexen.
Guldet falder et tørt sted for Thorkil ”Sutsko” Petersen, som nu endelig får råd til opkøbe Kongeligt porcelæn til Restaurant Postgården.
Foto: Leif Jørgensen, Wikimedia.
Det forlyder at bladet ved diskret arv skulle være tilgået midler, som sikrer den fortsatte udgivelse en del år frem i tiden, har dette sin rigtighed?
Vrøvl, løgn, usandt, opspind, falsk (forkortet af red.)