Noas Ark strandede på Himmelbjerget, hvis man skal tro nye fund gjort under Himmelbjergtårnets fundament.
Da et sjak murerarbejdsmænd fra firmaet Mose & Bogh tog fat på at reparere fundamentet under tårnet på Himmelbjerget, gjorde de et bemærkelsesværdigt fund. Under tårnets betonfundament fandt de rester af formuldede skibsspanter, planker, tovværk og sejldug.
Arbejdsmændene kontaktede straks Museum Silkeborg, og selvsamme dag inspicerede arkæolog Naama Lamechsen fundstedet.
– Hvis du troede, at Noas Ark strandede på bjerget Ararat i Tyrkiet, kan du godt tro om. Arken landede på toppen af Himmelbjerget. Det her er en vaskeægte verdenssensation, siger hun til Satyrens udsendte, som besøger udgravningen.
Hun indrømmer, at hun i begyndelsen var skeptisk.
– I første omgang troede jeg, at de var stødt på resterne af et gammelt hønsehus, men ved nærmere eftertanke, så giver det ikke nogen mening at holde høns på Himmelbjerget, forklarer Naama Lamechsen.
– På den anden side giver det jo heller ingen mening at slæbe et skib op på toppen af Himmelbjerget, så skibet er kommet der af sig selv, hvilket det kun kan gøre, hvis det har vand under kølen, og det var der sidst under Syndfloden. Dermed kan vi være helt sikre på, at vi har fundet Noas Ark, uddyber hun.
Dimensioner som Arken
Naama Lamechsen viser Satyrens udsendte en serie droneoptagelser. De viser noget, der med lidt god vilje ligner konturerne af et skib aftegnet i det sommertørre græs på toppen af Himmelbjerget.
Hun peger og forklarer, at aftegningen stemmer overens med Arkens dimensioner som beskrevet i skriftlige kilder.
– Den er 300 alen lang og 50 alen bred, som de skriver i Bibelen. Læg mærke til de lyse partier, som kan være de vinduer, fartøjet ifølge kilderne var udstyret med. Det kender vi jo også til i form af ventilationsskakter i vor tids kreatur- og svine transporter, hvilket bestyrker min overbevisning om, at vi vitterlig har fundet Noas Ark, siger hun.
Jyske ulve siden Noas tid
Arkæologen belægger sin påstand med flere overbevisende argumenter, som sætter de jyske ulve og andre eksotiske dyr i et helt nyt perspektiv.
– Mange har undret sig over, hvor ulvene kommer fra. Mit bud er, at de har været her lige siden Arken strandede på Himmelbjerget. Det samme gælder løverne og elefanterne i Givskud og alle de andre eksotiske dyr, vi møder i Jylland, lyder det fra Naama Lamechsen.
Silkeborg Museum oplyser til Satyren, at museet planlægger at bygge et stort formidlingscenter på Himmelbjerget . Man har derfor indledt forhandlinger med et østdansk kunstmuseum om retten til navnet Arken.
Illustration: Ukendt kunstner.
Be the first to comment on "Arkæologisk verdenssensation: Noas Ark fundet på Himmelbjerget"