Leo Mathisen i oprør over spærretid: Tyskerne lukker nattelivet 4.83/5 (18)

Spærretiden forhindrer forlystelsessyge swingpjattere i at feste på Københavns etablisementer. Nu har Leo “The Lion” Mathisen fået nok og kræver udgangsforbuddet hævet.

Wivex, National-Scala og Palais de Danse. Københavns store in-steder ligger mørke og tyste hen. Siden besættelsesmagten indførte udgangsforbud, har det været slut med hot swing og jazz i København. Orkestrene har stoppet musikken, og dansen er gået i stå.

Satyren har talt med Ib og Inge et par unge swingpjattere, som flere gange ugentligt plejede at frekventere National Scala for at dyrke deres passion for lindyhop til Leo Mathisens akkompagnement.

– Vi er ærlig talt noget skuffede over, at tyskerne lukker og slukker for de få fornøjelser, vi har, blot fordi nogle sabotører sprænger B&W i luften. Danmark er jo ikke østfronten. De få ødelæggelser berettiger slet ikke til så voldsomme restriktioner, siger Ib.

Swing event i Roskilde truet

Det synspunkt er musikeren Leo ”The Lion” Mathisen mere end enig i. Satyren møder kongen af swing i hans lejlighed. Her han har opholdt sig iført silkeslåbrok siden spærretiden blev indført.

– Jeg siger Dem. Mage til tossede fiduser skal man lede længe efter, knurrer og snerrer Leo Mathisen, mens han tænder en cigar.

En ram stank af brændt tang og hestegødning breder sig i stuen.

– Ja, De må undskylde mig, men kvaliteten af tidens cigarer lader noget tilbage at ønske, når man må tage til takke med Flor Fina de Madras fra Læsø, undskylder Leo Mathisen, inden han raser over spærretiden.

– Jeg har ikke spillet en tone i flere uger. Mine kreative evner visner, og jeg har ikke tjent en bøjet to-øre. Det må straks høre op. Krigen bliver hverken længere eller kortere af, at vi morer os lidt i København, siger han.

Han frygter personlig ruin, hvis han må aflyse sommerens stort anlagte Swing-koncerter i Roskilde. Her skal han sammen med Kai Ewans orkester, Teddy Petersen og Svend Asmussen optræde på forskellige scener for et tusindtal stort publikum.

Take it easy

Han skal dog ikke vente nogen hjælp fra tyskerne. Rigsbefuldmægtiget i Danmark Dr. Werner Best har ikke i sinde at hæve spærretiden foreløbigt.

– Undtagelsestilstanden er kommet for at blive, men jeg vil bede statsminister Scavenius samarbejde om muligheden for en forsigtig kontrolleret åbning af nattelivet i mønsterprotektoratet. Indtil da lyder mit råd til hr. Mathisen, at han skal “take it easy”, siger Werner Best med akavet kækhed i stemmen.

Tilbage hos Ib og Inge vokser skuffelsen, da de hører Bests udmelding.

– Hvor er det trist, men så sparer vi da pengene til frisøren. Hvad nytter det at få sat håret, så vi ligner Vivienne Leigh og Errol Flynn, når vi ikke kan komme ud og høvle i fiskeskindsskoene, sofabetrækskjolen og gardinhabitten, siger Inge.

Foto: Ukendt fotograf.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Leo Mathisen i oprør over spærretid: Tyskerne lukker nattelivet"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*