Efter mere end 10 års genopblussen på dansk TV er Anden Verdenskrig endegyldigt forbi, når DR K lukker med udgangen af 2019.
Spontan jubel er brudt ud over alt på kloden. I London, Moskva, Berlin og New York strømmer glade mennesker ud i gaderne. De hylder soldaterne, omfavner hinanden, græder af glæde og danser i jubel over, at Anden Verdenskrig langt om længe er forbi.
Efter mere end 10 års uafbrudt verdenskrig i dansk TV, har DR endegyldigt bekræftet, at DR K lukker den 31. december i år. Dermed er krigens sidste skud faldet.
Storbritanniens premierminister Boris Johnson udtrykker sin taknemmelighed over DR’s beslutning. Han har hele tiden frygtet, at DR ville omgøre lukningen og føre DR K videre.
– Jeg har ikke turdet tro på det, men endelig får vi sat punktum for krigens gru. Slaget om England varede på DR K meget længere, end det gjorde i virkeligheden, og sådan har det været hele vejen igennem. Hvor mange gange skulle Stalingrad forsvares. Hvor mange gange skulle invasionen gentages, og hvor mange gange skulle Rommel smides ud af Afrika, inden vi endelig fik afsluttet den forbandede krig, siger han til Satyren.
Boris Johnson tilføjer, at det har været en mærkesag at bringe krigen til ophør og dermed gøre hans store forbillede Winston Churhills arbejde færdigt.
Lettelse i Berlin
I Berlin udtrykker Kansler Angela Merkel sin store lettelse over, at Tyskland nu for altid kan lægge krigen bag sig, afslutte genopbygningen og komme videre.
– Hver gang Tyskland er kommet på fode, så brød krigen ud igen på DR K og kastede Tyskland ud i endnu flere folkemord og grusomme ødelæggelser. Jeg er temmelig træt af at gense Der Untergang og talrige dokudramaer om Det Tredje Riges inderkreds, siger en bevæget Merkel.
DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn er forbavset over den store opmærksomhed lukningen af DR K har vakt.
– Jeg beklager, at DR har været årsag til, at krigen er fortsat unøvendigt længe. DR’s formål har alene været at genudsende lødige dokumentarer om Anden Verdenskrig, som vi har fået til en billig pris, siger Maria Rørbye Rønn.
Fejres med parader
Den 31 december er der planlagt store officielle fejringer og mindehøjtideligheder.
I London vil Dame Vera Lynn synge White Cliffs of Dover ved en stor fest foran Buckingham Palace. I Berlin afholdes en times stilhed, og der ventes en million deltagere i et stort fakkeltog. I Moskva er der planlagt adskillige store militærparader, og I New York kører Donald Trump i konfettiparade ned ad Broadway.
Maria Rørbye Rønn oplyser, at DR K sender live fra samtlige begivenheder. Fremtil da genudsender DR K hele bagkataloget af drama- og dokumentarserier om Anden Verdenskrig, såvel i sort/hvid som farvelagt.
Foto: Pixfuel.
Be the first to comment on "Lukning af DR K afslutter endegyldigt Anden Verdenskrig"