Der kommer bogstaver og skrift overalt 4.87/5 (15)

Måske har du også set dem? Små sorte tegn, der er malet på ganske tyndt skind. Det er de såkaldte bogstaver, som kan revolutionere den måde vi kommunikerer på.

Er bogstaver og bøger en dræbende kommunikationsform, som kommer snigende og tager livet af runer og runesten, eller vil de vende op og ned på den måde vi kommunikerer på?  Meningerne er delte, men runemestre frygter ikke for deres levebrød.

Bogstaver fungerer på samme måde som runer. Det vil sige, at de repræsenterer en lyd og kan sættes sammen til stavelser, ord og sætninger.

Pergament kan stjæles og brænder let. Det risikerer man ikke med en sten.

Sankt Isidor af Sevilla er én af de varmeste fortalere for den nye kommunikationsform:

– Dette her vil ændre kommunikation, som vi kender det. Skrevne tekster vil kunne bruges over alt. De vil være lette at flytte, fordi man skriver på skind, pergament, der ikke vejer særligt meget. Udbredelsen vil betyde, at der kommer en dag, hvor alle mennesker kan læse, også trælle, kvinder og børn, forklarer han begejstret.

Bogstaver er en døgnflue

Hrolf Runerister er mere forbeholden. Han har fremstillet adskillige, større sten til jyske fyrster gennem de seneste år. Netop nu er hans værksted i gang med en stor, kongelig ordre, der skal opstilles i nærheden af Jelling.

-Jeg kan godt forstå interessen, for bogstaver er da nye og moderne. Men ærligt talt, så tror jeg, det er en døgnflue. Vi har jo allerede runer, når vi vil skrive noget. Hvis man skal til at slagte et får, hver gang man vil skrive, så bliver det en bekostelig affære, siger Hrolf Runerister.

Han tilføjer, at der desuden er et enormt sikkerhedsaspekt. Pergament kan stjæles og brænder let. Det risikerer man ikke med en sten. Selvfølgelig kan der komme en nidding med en hammer. Men det hører man jo, og så kan man ret hurtigt komme ud og få slået skallen ind på ham.

Skrift uden på husene

Måske vil den nye kommunikationsform ikke kun være til brug for dem, der vil sætte et minde.  Sankt Isidor mener nemlig, at bogstaver og tekst med tiden vil brede sig og findes overalt. Det vil ikke være begrænset til de såkaldte bøger, der er betegnelsen for en samling, der rummer flere stykker beskrevet pergament.

En rapport fra Vølveakademiet fremhæver, at den menneskelige hjerne slet ikke er konstrueret til at afkode tekst hele tiden

I stedet vil vi se skrift og bogstaver på steder, hvor vi i dag har svært ved at forestille os, at det skulle være muligt:

-Jeg tror, at der vil komme bogstaver og tekst overalt i det offentlige rum. Man kan for eksempel skrive uden på husene, hvem der bor i dem, eller at her har smeden og garveren deres forretninger. Det vil gøre det let at finde rundt, for til dén tid vil man være så vant til tekst og bogstaver, at man slet ikke behøver at gøre sig umage for at læse. Man kan bare se hvad der står, siger Sankt Isidor entusiastisk og peger sigende på sine øjne.

Ødelægger koncentrationen

Imidlertid er der flere eksperter, som er stærkt uenige. En rapport fra Vølveakademiet fremhæver, at den menneskelige hjerne slet ikke er konstrueret til at afkode tekst hele tiden.

Og hvis man ikke kan finde ud af, hvor garveren bor, så er der noget galt med lugtesansen, og det kan bogstaver vist ikke kurere

Eksperternes vurdering er, at et menneskes koncentration vil falde, hvis det hele tiden skal tænke abstrakt og fortolke tekst. Resultatet bliver forvirrede, rodløse mennesker, der ikke kan samle tankerne om arbejde, slagsmål eller andre nødvendige ting.

Her er Hrolf Runerister helt enig:

-Det lyder lidt som om, han har spist fluesvamp. Skrift på husene? Hvis man har problemer med at finde rundt, kan man ved Loke da få en træl til at vise vej. Og hvis man ikke kan finde ud af, hvor garveren bor, så er der noget galt med lugtesansen, og det kan bogstaver vist ikke kurere, griner han.

Tiden vil vise, om de nye bogstaver vinder indpas, og i hvilken grad. Måske vil vi opleve en blandingsform, for det forlyder ved redaktionens slutning, at Hrolf Runeristers værksted er bedt om at ændre i den kongelige ordre. I stedet for at stå mejslet i et bånd, skal runerne hugges i såkaldte linjer på tværs af stenen. De er netop den måde, bogstaver normalt skrives på.

Foto: Pxhere.com

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Der kommer bogstaver og skrift overalt"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*